Jeg er lidt den stereotypiske macho mand.

For ca. 15 år siden, havde jeg en del pres på arbejdet. Havde en lederstilling, og lå vågen om natten, fordi jeg ville fikse alle mine folks private problemer.

Men det jo ikke stress! Stress er jo kun noget svage mennesker, der ikke magter at prioritere deres opgaver og planlægge sig ud af tingene får.

Dog kunne jeg ikke sove, og min præstationsevne blev ringere. Begyndte også at få en kortere lunte overfor familien.

Men jeg har jo bare travlt! Det er en periode!

Begyndte at blive svimmel, besvimede også, fik trykken for brystet, kunne ikke fokusere. Blev overbevist om at der var noget galt med mit hjerte. Kom hele møllen igennem, EKG, blodprøver; "you name it"

Frisk som en havørn, stærk som en okse, perfekte værdier.

... .... .....

Min læge spurgte mig om jeg var stresset? Det var jeg absolut ikke. Det mente han jeg var, og jeg skulle tage nogle dage væk fra arbejdet.

Glem det, det kan jeg ikke gøre, jeg er uundværlig, hele verden går under hvis jeg ikke er til stede. Hvad med X, Y og Z, hvem tager sig af A, B og C. Jeg kunne blive ved med at finde på undskyldninger.

Det er kun svage mennesker der døjer med psyken, blev jeg ved med at sige til mig selv som et mantra.

Dog måtte jeg erkende at jeg ikke fungerede, jeg var defekt. Den refleksion førte mig frem til følgende konklusion:

1. Jeg var stresset
2. Jeg havde fået angst
3. Nu var jeg så også deprimeret.

GG, WP, HF, GL....

Forsøgte mig med antidepressiv medicin, men kunne simpelthen ikke være i det. Kunne ikke mærke mig selv, hvordan jeg havde det, hvad jeg følte., Så mod lægens anbefaling stoppede jeg kold tyrker efter ca. 1 mdr. behandling. Kom derefter i et terapeutisk forløb hos en psykolog, det gav mig nogle værktøjer, som kombineret med nogle andre værktøjer, gjorde at jeg kunne "leve" med min situation.

Jeg skiftede også branche, og fandt ud af hvad der var vigtigt for mig i mit virke.

1. Kollegaer
2. Miljø
3. Opgaver
4. Udvikling
5. Frihed

I dag er jeg ikke rask, og er på vej ud af et ret omfattende stress forløb på mit nuværende arbejde. Da jeg var det seneste stressforløb ville jeg ikke rigtig indse det igen. Blev ved med at sige ting som

1. Jeg er ikke stresset (min rekord var at sige det til en kollega 5+ gange inden for 2 min.)
2. Min hukommelse er dårlig / jeg er ikke effektiv i min opgaveudførsel
3. Nå det ikke trykker for brystet så stresser jeg ikke. :D
4. Jeg er kun besvimet en enkelt gang.

Jeg har det bedre i dag, jeg giver færre "fucks" på arbejdet. Kommer og går når det passer mig, og når det jeg når. Det er utilfredstillende, til gengæld er min "work-life" balance bedre.

Så hvad vil jeg med denne røvsyge navlepillende rant?

Jeg vil måske bare sige, at der kommer ikke nogen og reder dig, du skal stå dig selv nærmest. Der er ikke en stående applaus på den anden side af at du har banket dig selv i gulvet med stress.

Personligt har jeg ikke gode erfaringer med "systemet" og holder mig langt væk fra det. Så kognitiv terapi, refleksion, perspektiver, psykologisk indsigt og analytisk distance er det der gør jeg kan leve med mig selv i dag. Det var værktøjer der hjalp og hjælper mig videre.

Du er allerede langt, du har erkendt din situation, og du har motiveret dig selv til at række ud efter hjælp. Så det skal du rose dig selv for.

Knæk og bræk med det hele! Vi ses på grillen champ <3