Det er nu blevet oktober og vi er officielt i den creepy måned. Jeg tænkte vi kunne have en tråd - eller flere(?) Hvor vi anbefaler lidt gys og gru til hinanden så vi holder hyggehorroren til ilden denne måned.
Til at starte med vil jeg gerne åbne op for gys og gru i børnehøjde og vil også spørge jer om I kender noget gyseligt underholdning til de ikke så store i samfundet?
Selv vil jeg gerne fremhæve klassikeren Coraline, som vi nok alle kender. Den ubegribeligt flotte stopmotion film fra 2009 af studiet Laika, har både charme og sjæl helt ned i de mindste detaljer. Oprindeligt skrevet af Neil Gaiman, men bragt til live på en måde, der for en gangs skyld overstiger kildematerialet, Coraline er et must for familier, der gerne vil se et klassisk eventyr, der byder på lige dele hygge og uhygge.
En lidt mindre kendt børnefilm er The Halloween Tree, som er baseret på Ray Bradbury's bog af samme navn. The Halloween Tree er en lavbudgets 2D animeret film af Hanna-Barbera fra 1993. Her møder vi fire forskellige børn på allehelgensaften, der må følge med den uhyggelige Mr. Moundshroud (Leonard Nimoy) på en rejse gennem tid og sted for at frelse deres ven Pipkin, hvis sjæl er fanget i et magisk græskar. Børnene er klædt ud som et skelet, en heks, en mumie og en gargoyle og mens de følger Mr. Moundshroud rundt i verden, bliver de hver især præsenteret med historisk kontekst for de monstre de har klædt sig ud som på aftenen og de må løse gåder og lære om deres udklædning for at få Pipkin hjem. The Halloween Tree er en meget god introduktion til Halloween for de små og selvom den er lidt uhyggelig, kan børnene godt tåle at se den.
Over the Garden Wall er en animeret Cartoon Network-serie fra 2014 med Elijah Wood i rollen som den ængstelige teenagedreng Wirt, der er faret vild i en mystisk skov med sin begejstrede og optimistiske lillebror, Greg. På deres omtåget rejse tilbage til deres hjemby, støder de på flere og flere bizarre karakterer og minisamfund, med talende dyr, hekse, monstre og excentriske victorianske typer med alverdens problemer. Hvor er Greg og Wirt? Hvordan er de havnet her og hvad er det med den uhyggelige sang inde i skovens dunkle mørke? Over the Garden Wall er 10 episoder lang, men er samlet set ganske kort, svarende til spillefilmslængde. Det er en serie, der oser af efterårsstemning og den er både utroligt smukt lavet, morsom og overraskende rørende. Soundtracket er også ret fedt.
Del gerne andet godt gys til børn, hvis I kender noget. Behøver ikke være film, men kan lige så vel være spil eller bøger mm.
