Nangijala

Det er nu blevet oktober og vi er officielt i den creepy måned. Jeg tænkte vi kunne have en tråd - eller flere(?) Hvor vi anbefaler lidt gys og gru til hinanden så vi holder hyggehorroren til ilden denne måned.

Til at starte med vil jeg gerne åbne op for gys og gru i børnehøjde og vil også spørge jer om I kender noget gyseligt underholdning til de ikke så store i samfundet?

Selv vil jeg gerne fremhæve klassikeren Coraline, som vi nok alle kender. Den ubegribeligt flotte stopmotion film fra 2009 af studiet Laika, har både charme og sjæl helt ned i de mindste detaljer. Oprindeligt skrevet af Neil Gaiman, men bragt til live på en måde, der for en gangs skyld overstiger kildematerialet, Coraline er et must for familier, der gerne vil se et klassisk eventyr, der byder på lige dele hygge og uhygge.

En lidt mindre kendt børnefilm er The Halloween Tree, som er baseret på Ray Bradbury's bog af samme navn. The Halloween Tree er en lavbudgets 2D animeret film af Hanna-Barbera fra 1993. Her møder vi fire forskellige børn på allehelgensaften, der må følge med den uhyggelige Mr. Moundshroud (Leonard Nimoy) på en rejse gennem tid og sted for at frelse deres ven Pipkin, hvis sjæl er fanget i et magisk græskar. Børnene er klædt ud som et skelet, en heks, en mumie og en gargoyle og mens de følger Mr. Moundshroud rundt i verden, bliver de hver især præsenteret med historisk kontekst for de monstre de har klædt sig ud som på aftenen og de må løse gåder og lære om deres udklædning for at få Pipkin hjem. The Halloween Tree er en meget god introduktion til Halloween for de små og selvom den er lidt uhyggelig, kan børnene godt tåle at se den.

Over the Garden Wall er en animeret Cartoon Network-serie fra 2014 med Elijah Wood i rollen som den ængstelige teenagedreng Wirt, der er faret vild i en mystisk skov med sin begejstrede og optimistiske lillebror, Greg. På deres omtåget rejse tilbage til deres hjemby, støder de på flere og flere bizarre karakterer og minisamfund, med talende dyr, hekse, monstre og excentriske victorianske typer med alverdens problemer. Hvor er Greg og Wirt? Hvordan er de havnet her og hvad er det med den uhyggelige sang inde i skovens dunkle mørke? Over the Garden Wall er 10 episoder lang, men er samlet set ganske kort, svarende til spillefilmslængde. Det er en serie, der oser af efterårsstemning og den er både utroligt smukt lavet, morsom og overraskende rørende. Soundtracket er også ret fedt.

Del gerne andet godt gys til børn, hvis I kender noget. Behøver ikke være film, men kan lige så vel være spil eller bøger mm.

Mit kamera er lort, men vi har været ude og se måneformørkelsen, som stadig er i fuldt sving. Nogle af jer andre, der har fået snappet nogle lidt bedre billeder af den gule ost?

Det her er det bedste jeg kunne få ud af min telefon 🫣

En lille robåd sætter ud fra Skodsborg med kurs mod Sverige i høje, mørke bølger midt om natten i efteråret 1943. Ombord er ingeniøren Marcus Herbert (jøde), arkitekten Arne Jacobsen (også jøde), dennes kæreste, Jonna, samt ægteparret Inger og Poul Henningsen. Besættelsesmagten har netop påbegyndt en menneskejagt på alle jøder og ideologiske fjender og heldigt for den lille besætning i båden, når deres gruppe væk i tide.

En nazistisk terrorgruppe, ledet af Wilfred Petersen, havde nemlig samme nat planlagt at brænde PHs hus ned med ham og Inger indeni.

Men hvorfor ville de dog indebrænde en berømt arkitekt, der var kendt for sine flotte lamper? Fordi PH ikke kun var god til at designe interiør til hjemmet, men også var en meget aktiv samfundsdebattør, kulturmand, skribent og digter. Han havde i løbet af 1930erne erhvervet sig nazisternes opmærksomhed ved sine satiriske og kritiske artikler omkring den politiske udvikling i Tyskland. Selvom han siden besættelsen havde været under stram censur og derved ikke på samme måde kunne udtale sig bramfrit, blev PH alligevel set som en trussel mod styret og han skulle derfor tilintetgøres.

Foruden sit tidsskrift, Kritisk Revy, brugte PH også sin tid på at skrive revysange. Den mest kendte må vel være ”Man Binder Os På Mund og Hånd”, som på alle måder er en protestsang. Men året efter, i 1941, skrev PH en anden revysang, som jeg gerne vil give lidt opmærksomhed.

”I Dit Korte Liv” kan også kaldes en protestsang mod det nazistiske regime, men den er også mere end det. Først og fremmest er den en eksistentiel vise, skrevet fra et ateistisk synspunkt, hvilket ikke var helt almindeligt dengang. Der er en tydelig religionskritik i sangen, og et fokus på at få mennesket til at forholde sig til det, som PH mener er en fundamental realitet når det kommer til vores dødelighed. Sangen er også en kærlighedserklæring til livet selv og til vores planet, der er så unik og vigtig at værne om.

Jeg faldt over sangen ved et tilfælde en dag for nogle år siden, hvor jeg ledte efter spændende gamle danske viser og efter min mening er det en af de bedste danske sange jeg nogensinde har hørt.

Musikken blev skrevet af Kai Normann Andersen og sangen blev sunget af Liva Weel ved Dagmarrevyen, i samme bygning, hvor nazisternes hovedkontor lå. Da ”Man Binder Os På Mund Og Hånd” blev sunget året før, havde salen været stille og publikum havde med deres tavshed udvist respekt for sangen. Det var ikke meget anderledes denne gang og heldigt nok for dem alle at nazisterne ikke var flydende i dansk så visens budskab gik dem forbi.

Jeg blev mindet om sangen sidste weekend, mens jeg var i færd med at hente al musik ned fra mine youtube-playlister (man er nået til et punkt, hvor der er så mange reklamer, at musikken nu føles sekundær, for helvede). Sangen sad stadig fast i min hjerne da min kæreste og jeg kørte mod Hammer Bakker for at gå en frisk lang tur i lyng, skov og på stier belagt med alskens ko-, heste- og gedemøg. Vi mødte endda kreaturerne flere gange på ruten. Sølvbrune heste, snehvide geder og langhårede køer med horn længere end mine arme. Men på turen derud bragte jeg sangen op og mens vi kørte afsted og solen sank ned bag skove og marker, læste jeg hulkende sangen højt for ham.

Den føles mere relevant nu end den gjorde da jeg faldt over den for nogle år siden. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over hvem, der har ret når det kommer til hvad der sker efter døden, men PH rammer min egen livs- og dødsfilosofi med hoved på sømmet. Hvis nu der virkelig ikke er andet efter døden, så er det NU vi skal leve. Ikke kun det, men også leve med kærlighed i stedet for med had. Det føles næsten banalt at forsøge at sætte ord på de ord, der allerede står så fint alene. Men der er noget så vemodigt ved at læse denne lyrik, som var skrevet for mindre end 100 år siden og vide at vi måske ikke er ved at gentage historien i moderne tid, men vi forsøger dog ihærdigt at få den til at rime.

Liva Weel - I Dit Korte Liv

Vi besøgte Himmelbjerget. Jeg havde godt hørt at Hotel Julsø var brændt ned for nogle år siden, men det var alligevel chokerende trist at se grunden, der stod tilbage. Det var min kærestes første tur til Himmelbjerget og jeg er ked af at han ikke skulle opleve hvor hyggeligt det var dernede.

Dengang:

I dag:

Men ud over det var det nu en meget fin tur. Min kæreste var i totalt turist-mode og blev ved med at stoppe op og tage billeder og spørge "hvor skal vi så hen nu?😃" og jeg viste selvfølgelig vej. Fik selv taget lidt billeder mens vi stadig var på "bjerget", men ellers foregik det meste af turen mobilfri og nede i skoven, hvor vi stødte på flere rådyr og små rødkælke, der fulgte efter os.

På toppen:

På vej ned:

Min kæreste blev pisse hyped over noget mos der groede på træernes grene inde skoven. Det var helt sjovt at opleve ham så begejstret over et område som jeg kender så godt. Jeg anede ikke at han aldrig havde besøgt Himmelbjerget før vi ankom og det gav pludselig mening hvorfor han var så tændt på ideen om at besøge det og blev ved med at pege ud på silkeborgsøerne mens vi kørte derop. Han vidste derimod heller ikke at jeg har brugt rigtig meget tid på og omkring Himmelbjerget og Silkeborgsøerne i min barndom så vi var begge lige overraskede over hinanden.

Anyway.

Vi valgte selvfølgelig IKKE at tage den fornuftige vej op på toppen igen, men fandt den mest knoldede, stejle sti inde i skoven at kravle op ad. Og mens jeg hvæste og prostede og begyndte a overveje hvad der skulle stå på min gravsten, gik han og lyste ned i hvert hul vi passerede og sagde med misundelsesværdig iver: "det må være en grævlingegrav. Eller måske et rævehul? Nej det er bestemt en grævlingegrav, skat! Man kan se det på de der riller i jorden!"

Om jeg selv kunne finde en lignende glæde indeni ved synet af jordhuller og mos på grene, der ville jeg nok blive et lykkeligere og mere afbalanceret menneske. I stedet klaskede jeg mit korpus mod en belejlig kampesten som var jeg en klud på kanten af håndvasken mens han lyste i musehuller og samlede forspiste grankogler op og konstaterede at vi var i nærheden af egern.

Og så nåede vi på magisk vis toppen og tøffede hjem mens mit sædvanlige irriterende tankemylder tog over og jeg begyndte at plaprer løs om eksistentielle kriser og hvordan og hvorfor de opstår. Om de eksistentielle kriser mange af os oplever nu om dage er ekstraordinære fordi de seneste fem år har været den ene globale krise efter den anden, eller om vi blot er mange der er nået til et naturligt punkt, hvor voksenlivet har barberet den sidste barnlige uskyld af os og vi ikke længere er beskyttet af ufærdige frontalapper, det frie studieliv og naive forestillinger om fremtiden? Men det er jo ikke kun os voksne der oplever denne modløshed, det er jo også børn og unge. Det MÅ være anderledes denne gang. Eller måske gennemgår vi i virkeligheden bare den samme type krise, som er set før med pandemier, inflation og krig. De ting har jo en tendens til at gå hånd i hånd når de opstår. Måske er det decideret arrogant at tro at den ængstelighed mange af os oplever i dag på nogen måde er noget særligt til sammenligning med andre historiske kriser? Vi er måske blevet for vant til at livet har været for "nemt" for længe og derfor føles en stak banale kriser værre end hvis vi var vokset op i hårde tider? Har vi overhovedet ret til at føle os ængstelige? Er jeg selv for dramatisk når jeg oprigtigt føler at vi ikke engang er tæt på at have oplevet det værste endnu og at det nok ikke bliver bedre for os, men måske bliver det bedre for fremtidens mennesker?

Da jeg spørger om hans tanker, siger han stille og roligt: Hm. Verden er bare i udvikling som den altid har været og det kan være svært for nogle at følge med... jeg tænker at marinere kyllingebryster med den der sjove chilisovs når vi kommer hjem. Tror det vil smage godt. Og så skal vi have havreris og bønnemix til.

Måske jeg skulle begynde at øve mig i at finde glæde ved jordhuller.

Incendies, eller "Nawals Hemmelighed" som den hedder på dansk, er et fransk-canadisk drama om et tvillingepar, der efter deres mors død, får til opgave at opspore deres ukendte far, som de aldrig har mødt og deres ukendte storebror som de ikke vidste fandtes. De skal give dem et brev hver fra deres mor.

Men deres mor var en hemmelighedsfuld kvinde og på rejsen til hendes hjemland i Mellemøsten, bliver det gradvist mere og mere klart for tvillingerne at det liv deres mor har levet før de kom til verden var både traumatisk og ubegribeligt farligt.

Hemmelighed efter hemmelighed bliver afsløret og giver tvillingerne en helt ny forståelse for den mystiske kvinde, der opdrog dem.

Incendies var ifølge instruktøren, Denis Villeneuve, den første film han lavede hvor han følte at han havde sin egen stemme og ikke blot var en filmstuderende, der efterlignede instruktører han godt kunne lide. Han er i dag mest kendt for film som Blade Runner 2049 og Dune-filmene, men Incendies er, efter min mening, hans bedste film. Derudover har han også instrueret film som Arrival, Enemy, Sicario og Prisoners, som alle er solide fortællinger og ganske forskellige fra hinanden.

Det land Nawal kommer fra i filmen er et fiktivt mellemøstligt land, som symbolsk står for krig og traumer i den moderne verden. Stort set alle de statister og skuespillere der tager del i filmens mellemøstlige segmenter er lokale arabere, der alle har oplevet krig helt tæt på. Børn, voksne og gamle. I flere interviews med statister og tilskuere under optagelserne fortæller folk om deres oplevelser, om hvordan det er som at genopleve krigene helt tæt på og hvor vigtigt de alle føler at det er at tage del i filmens tilblivelse. Der er noget særligt syret over at se børn i indskolings-alderen sidde og snakke om krig, politik og hvad de ville gøre hvis nogen skød efter dem. Alle med en visdom, accept og forståelse af deres virkelighed som de slet ikke burde være i stand til have i deres alder. Ligeledes er det surrealistisk at høre en gruppe fjantede teenage piger fnise om hvordan deres nervesystemer gik i alarmberedskab da de i en scene hørte lyden af de tanks der skulle køre gennem byen. De fortæller om det krigen har gjort ved dem på samme måde som vi andre taler om en træls skoleopgave, men underneden mærker man at det er et forsvar mod de traumer der vibrerer igennem deres kroppe. Latteren er ubehag mere end det er morskab.

Mange af statisterne vejledte filmholdet og hjalp dem med at gøre scener og sets så realistiske som muligt baseret på deres egne oplevelser. Meget af Incendies' vellykkethed skyldes især disse menneskers indsats og deres vedholdenhed gennem optagelserne. På DVD-versionen af filmen vil man kunne se hele dokumentaren om filmens tilblivelse og opleve kigsofrenes historier ind i mellem filmninger. Det er klart den mest interessante behind the scenes dokumentar jeg nogensinde har set.

Incendies er oprindeligt et skuespil skrevet Wajdi Mouawad, der tog inspiration fra virkelige begivenheder. Et af skuespillets pointer er at krig gør os til monstre og det er op til os at bevare vores menneskelighed selv når krigen gør alt for at knække os.

Denne film er en film som alle mennesker bør se mindst én gang i deres liv. Uagtet om krigsfilm er noget for dem eller ej. Det er en universel fortælling om menneskets styrke og svaghed og hvad det kan afføde i den verden vi alle lever i, men næsten ikke kan forstå vi deler.

Note: jeg havde ikke tid til at lave en plakat i denne uge og har blot brugt en jeg fandt på nettet som jeg synes er fed. Hvis jeg lige får taget mig sammen til at lave en poster, så bliver den byttet ud.

Denne uges filmanbefaling!

R fra 2010 med Pilou Asbæk, Dulfi Al-Jabouri og Roland Møller.

Filmen handler om Rune, der er endt i et grumt fængsel i Horsens efter en voldsdom og han ender med det samme i bunden af hakkeordenen. Fængslet har sine egne regler og kulturer og Rune er nødt til at gøre ekstreme ting for at sikre sin overlevelse i et miljø hvor både fanger og vogtere er behandler dig som skidt på en sko.

R er en grov, ubehagelig og nådesløs fortælling om vold og desperation og stort set alle roller undtagen Asbæks er spillet af eks-fanger og fængselsbetjente. Linjen mellem fiktion og virkelighed var tæt på at blive udvisket under optagelserne og der er specielt en scene hvor Rune bliver spændt fast til en seng, som crewet følte gik over stregen.

Filmen er også løst baseret på Roland Møllers oplevelser af at sidde i fængsel tilbage i 90’erne. I filmen spiller han den ubehagelige rolle som Muren, og der også han havde til tider øjeblikke hvor han gik fra at spille skuespil til at tappe ind i sine aggressive og voldelige tendenser.

Dulfi Al-Jabouri, der kun var 19-20 år da filmen blev indspillet ville kun være med i filmen hvis han fik lov til at lave om i manuskriptet så hans figur Rashid har en bedre karakterark og så oversatte han alle scenerne mellem de arabiske fanger til arabisk.

Soundtracket er som lyden af vrede hvepse fanget i et nedløbsrør og holder dig fast i den ubehagelige følelse, som non-stop forfølger Rune i gennem hans ophold.

Farvepaletten er udvasket og kameraet er heletiden i ryggen på hovedpersonen, som om det ånder ham i nakken.

Man kan selvfølgelig kritisere filmen for at være urealistisk i forhold til hvordan fængsler overvåges og administreres i dag og der er også realisme, der efterlades til fordel for drama, men ifølge Asbæk selv, så oplevede han trods alt at der var folk, der tidligere havde siddet i fængsel i deres liv at de takkede ham for at have med til at give et indblik i hvordan det havde været for dem at sidde inde.

——

Jeg vil fremadrettet forsøge at lave en filmanbefaling om ugen fordi jeg synes sådan noget er hyggeligt x)

I løbet af sommerferien kom min kæreste og jeg ud og gå nogle dejlige ture i Danmark. Jeg kom til at tænke på om folk har nogle anbefalinger til naturskønne områder, som er gode at gå tur i.

Jeg kan ikke huske navnene på alle de steder vi selv gik, men de bedste ture vi var på var Tranum/Fosdal ruten, Dollerup Bakker/Haldsø og Rebild Bakker.

Hvis nogle af jer selv går og leder efter gode steder til udflugter, så kan jeg varmt anbefale disse tre steder selv! :D

Edit: mega fede anbefalinger indtil videre! 🤗❤️

Med implementeringen af AI assistenter i næsten alle søgemaskiner (efterhånden) og med et AI resumé hver gang man søger noget i sin browser, er vi så nået til et punkt hvor vi end ikke kan søge information online uden at deltage i AI prompts? Jeg vil selv helst undgå at bruge AI pga miljø, men hvis man ikke rigtig har et valg fordi det bliver proppet ind i alting alligevel, hvad fanden gør man så?

Jeg har hentet Ecosia for noget tid siden og er stille og roligt begyndt at bruge det, efter at DuckDuckGo implementerede AI i deres søgemaskine. Også selvom jeg personligt foretrækker DuckDuckGo af overfladiske årsager. Min frygt er dog at AI alligevel ender med at blive implementeret i nærmest alt jeg bruger digitalt og at mine vattede forsøg på at undgå det så vidt muligt er forgæves.

Er jeg lidt paranoid omkring de her ting? Er der noget jeg har misforstået omkring disse AI assistenter eller er dette et reelt problem, der burde tales mere om?

Jeg er faktisk lidt bange for at spørge og lyde totalt dum, men nu gør jeg det alligevel haha. Jeg kan nemlig ikke lade være med at tænke på hvor mange af os mennesker bruger alle disse søgemaskiner uden omtanke og hvor mange måske godt har bemærket de nye AI implementeringer men ikke har tænkt over hvad det kunne indebære for dem selv som forbruger. Især hvis man, som jeg, helst gerne vil undgå at bidrage til AI-miljøsvineriet.

Sorry hvis det er et fjollet emne. Det har bare ligget og gnavet i mit baghoved i et stykke tid og jeg er ved at få fnat af det.

Vi var ude og gå en længere tur i skoven i dag og kom forbi dette fantastiske træ. Min kæreste gik helt i fotograf-mode og sprang rundt for at få et pænt billede af træet.

Fik også en lille lommefilosofisk tanke om at det egentlig er sjovt hvordan vores syn på mennesker er det stik modsatte af vores syn på træer. Jo ældre og mere mærket af tiden et træ er, jo smukkere synes vi generelt det er. Krogede grene, svampe på siden, hul i stammen og mos der gror hele vejen op i toppen. Så smukt. Imens kører eller går vi forbi unge træer hele tiden uden at skænke dem en tanke.

Det var bare lige det. Tror jeg tager min mobil med på tur i morgen så jeg også kan springe rundt og lege amatør-fotograf i morgen. Nogle gange glemmer jeg hvor vanvittigt smuk den lokale natur er i vores del af Danmark.

Aftenkrammer til jer andre! 🤗

Jeg ved at der er et par læseheste herinde og kunne ikke lade være med at tænke på, hvad I mon hver især læser for tiden? :D hvis I har lyst til at dele, så er dette tråden for jer! I er også meget velkomne til at dele hvad I synes om jeres nuværende læseeventyr og om det er noget I vil anbefale.

Genre er ligegyldigt. Alt fra skønlitteratur til faglitteratur er velkomment 🤗

Måske nogle af os har tænkt os at bruge lidt tid i ferien på nogle sjove spil med venner eller familie, men mangler inspiration?

Der er sjov langt flere spil derude end klassikere som Ludo og Uno, men har I nogle spil liggende som I gerne vil anbefale til dem der måske har lyst til at prøve noget nyt?

Venner! Det er sommer! Mange går på ferie i disse dage. Det kan jo ikke gøres uden lidt glad musik til ørerne! Ligger I inde med nogle sange, der går jer glade i låget som i gerne vil dele med resten af klassen? Så har I muligheden nu! Hvem ved? Måske kan I endda opdage nogle nye sange som I kan tilføje til jeres personlige playliste!

Jeg lægger gerne ud med et par glad-i-låget-sange så vi har et sted at starte.

Wafande og Kaka - Gi mig et smil

The Doobie Brothers - Listen to the Music

Edward Sharpe & The Magnetoc Zeros - Home

Beirut - Sunday Smile

Zaza Kanto feat The Kiffness - Na Miolakolaka Ho Aiza Ianao

Against Me! - Crash