1
2
3
Incendies, eller "Nawals Hemmelighed" som den hedder på dansk, er et fransk-canadisk drama om et tvillingepar, der efter deres mors død, får til opgave at opspore deres ukendte far, som de aldrig har mødt og deres ukendte storebror som de ikke vidste fandtes. De skal give dem et brev hver fra deres mor.
Men deres mor var en hemmelighedsfuld kvinde og på rejsen til hendes hjemland i Mellemøsten, bliver det gradvist mere og mere klart for tvillingerne at det liv deres mor har levet før de kom til verden var både traumatisk og ubegribeligt farligt.
Hemmelighed efter hemmelighed bliver afsløret og giver tvillingerne en helt ny forståelse for den mystiske kvinde, der opdrog dem.
Incendies var ifølge instruktøren, Denis Villeneuve, den første film han lavede hvor han følte at han havde sin egen stemme og ikke blot var en filmstuderende, der efterlignede instruktører han godt kunne lide. Han er i dag mest kendt for film som Blade Runner 2049 og Dune-filmene, men Incendies er, efter min mening, hans bedste film. Derudover har han også instrueret film som Arrival, Enemy, Sicario og Prisoners, som alle er solide fortællinger og ganske forskellige fra hinanden.
Det land Nawal kommer fra i filmen er et fiktivt mellemøstligt land, som symbolsk står for krig og traumer i den moderne verden. Stort set alle de statister og skuespillere der tager del i filmens mellemøstlige segmenter er lokale arabere, der alle har oplevet krig helt tæt på. Børn, voksne og gamle. I flere interviews med statister og tilskuere under optagelserne fortæller folk om deres oplevelser, om hvordan det er som at genopleve krigene helt tæt på og hvor vigtigt de alle føler at det er at tage del i filmens tilblivelse. Der er noget særligt syret over at se børn i indskolings-alderen sidde og snakke om krig, politik og hvad de ville gøre hvis nogen skød efter dem. Alle med en visdom, accept og forståelse af deres virkelighed som de slet ikke burde være i stand til have i deres alder. Ligeledes er det surrealistisk at høre en gruppe fjantede teenage piger fnise om hvordan deres nervesystemer gik i alarmberedskab da de i en scene hørte lyden af de tanks der skulle køre gennem byen. De fortæller om det krigen har gjort ved dem på samme måde som vi andre taler om en træls skoleopgave, men underneden mærker man at det er et forsvar mod de traumer der vibrerer igennem deres kroppe. Latteren er ubehag mere end det er morskab.
Mange af statisterne vejledte filmholdet og hjalp dem med at gøre scener og sets så realistiske som muligt baseret på deres egne oplevelser. Meget af Incendies' vellykkethed skyldes især disse menneskers indsats og deres vedholdenhed gennem optagelserne. På DVD-versionen af filmen vil man kunne se hele dokumentaren om filmens tilblivelse og opleve kigsofrenes historier ind i mellem filmninger. Det er klart den mest interessante behind the scenes dokumentar jeg nogensinde har set.
Incendies er oprindeligt et skuespil skrevet Wajdi Mouawad, der tog inspiration fra virkelige begivenheder. Et af skuespillets pointer er at krig gør os til monstre og det er op til os at bevare vores menneskelighed selv når krigen gør alt for at knække os.
Denne film er en film som alle mennesker bør se mindst én gang i deres liv. Uagtet om krigsfilm er noget for dem eller ej. Det er en universel fortælling om menneskets styrke og svaghed og hvad det kan afføde i den verden vi alle lever i, men næsten ikke kan forstå vi deler.
Note: jeg havde ikke tid til at lave en plakat i denne uge og har blot brugt en jeg fandt på nettet som jeg synes er fed. Hvis jeg lige får taget mig sammen til at lave en poster, så bliver den byttet ud.
4
Denne uges filmanbefaling!
R fra 2010 med Pilou Asbæk, Dulfi Al-Jabouri og Roland Møller.
Filmen handler om Rune, der er endt i et grumt fængsel i Horsens efter en voldsdom og han ender med det samme i bunden af hakkeordenen. Fængslet har sine egne regler og kulturer og Rune er nødt til at gøre ekstreme ting for at sikre sin overlevelse i et miljø hvor både fanger og vogtere er behandler dig som skidt på en sko.
R er en grov, ubehagelig og nådesløs fortælling om vold og desperation og stort set alle roller undtagen Asbæks er spillet af eks-fanger og fængselsbetjente. Linjen mellem fiktion og virkelighed var tæt på at blive udvisket under optagelserne og der er specielt en scene hvor Rune bliver spændt fast til en seng, som crewet følte gik over stregen.
Filmen er også løst baseret på Roland Møllers oplevelser af at sidde i fængsel tilbage i 90’erne. I filmen spiller han den ubehagelige rolle som Muren, og der også han havde til tider øjeblikke hvor han gik fra at spille skuespil til at tappe ind i sine aggressive og voldelige tendenser.
Dulfi Al-Jabouri, der kun var 19-20 år da filmen blev indspillet ville kun være med i filmen hvis han fik lov til at lave om i manuskriptet så hans figur Rashid har en bedre karakterark og så oversatte han alle scenerne mellem de arabiske fanger til arabisk.
Soundtracket er som lyden af vrede hvepse fanget i et nedløbsrør og holder dig fast i den ubehagelige følelse, som non-stop forfølger Rune i gennem hans ophold.
Farvepaletten er udvasket og kameraet er heletiden i ryggen på hovedpersonen, som om det ånder ham i nakken.
Man kan selvfølgelig kritisere filmen for at være urealistisk i forhold til hvordan fængsler overvåges og administreres i dag og der er også realisme, der efterlades til fordel for drama, men ifølge Asbæk selv, så oplevede han trods alt at der var folk, der tidligere havde siddet i fængsel i deres liv at de takkede ham for at have med til at give et indblik i hvordan det havde været for dem at sidde inde.
——
Jeg vil fremadrettet forsøge at lave en filmanbefaling om ugen fordi jeg synes sådan noget er hyggeligt x)
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
17
18