Jeg var nede med stress for nogle år siden. Det kom af en kombination af at have haft dårlige ledere i en periode som havde fjernet al min selvtillid, samtidig med at jeg fik givet mere ansvar end der nogensinde havde været rimeligt.

En dag fik jeg er knæk. Jeg sad efter arbejde i sofaen ved siden af min kone, og kunne ikke andet end bare at sidde og græde.

Dagen efter meldte jeg mig syg på ubestemt tid, tog fat i en privatlæge igennem pension Danmark, og fik en snak 30 minutter senere om hvad jeg oplevede. Han sagde han mente det var stress, og at jeg skulle tage fat i egen læge med det samme, og få det på papiret. Samtidig skulle jeg tage fat i en psykolog, som jeg heldigvis også kunne få med en enkelt dags varsel igennem pensionen.

Derefter havde jeg en lang og træls periode med læge og jobcenter der insisterede på at jeg sagtens kunne arbejde på fuldtid, imens min psykolog insisterede på at jeg skulle holde mig syg.

Til sidst kom der et punkt hvor hverken jeg eller psykologen mente vi rigtigt havde mere at snakke om, og blev enige om at jeg kunne tage kontakt igen hvis det blev nødvendigt, men at forløbet var afsluttet, og jeg stadig skulle holde mig sygemeldt da hun ikke mente jeg var klar endnu, men stadig skulle arbejde med nogle af tingene inde i hovedet. Det resulterede i at jobcenteret tog mine sygedagpenge fra mig, da jeg ikke var i aktiv behandling, og de derfor mente at jeg var fuldstændig rask.

3 uger senere startede jeg på ny uddannelse. For mig var det det helt rigtige, fordi jeg dermed fjernede mig selv fra det miljø der gjorde mig syg. Men hvad jeg lærte af det hele er aldrig nogensinde at være ærlig overfor jobcenteret, og stå mere fast i hvad jeg har behov for.