this post was submitted on 21 Sep 2025
12 points (100.0% liked)
Det Mentale Barometer
71 readers
1 users here now
Det Mentale Barometer
Dette er et trygt fællesskab, hvor man kan dele sine tanker, følelser og erfaringer om mental sundhed og trivsel. Her kan du:
- Snakke om emner som ADHD, autisme, angst, depression, glæde, lykke, og alt det, der fylder mentalt.
- Digitale og sociale medier og hvordan de påvirker os positivt såvel som negativt.
- Dele memes, relevante artikler, videoer eller billeder.
- Lufte dine tanker og følelser, hvis du har brug for et sted at dele.
- Reflektere over dit mentale og følelsesmæssige helbred, alene eller sammen med andre.
Grundprincipper for fællesskabet
- Respekt og støtte: Vi dømmer ikke hinanden. Alle oplevelser er forskellige og vigtige. Ikke to personer oplever udfordringer på samme måde – og det er okay.
- Åbenhed: Du behøver ikke en diagnose for at være her. Alle er velkommen.
- Et trygt rum: Dette er et sted til at dele, lære og vokse uden frygt for nedgørende kommentarer.
Kort sagt: Vi er her for at skabe et inkluderende fællesskab af gensidig forståelse, respekt og støtte.
In Short (English)
A safe and inclusive community to share thoughts, feelings, and experiences about mental health. Everyone is welcome, with or without a diagnosis. Respect, support, and openness.
founded 9 months ago
MODERATORS
you are viewing a single comment's thread
view the rest of the comments
view the rest of the comments
Jeg er i denne uge officielt blevet udredt med adhd som 40-årig. Det var ikke sådan at det kom bag på mig. Ikke nu hvert fald, ikke rigtigt. For et år siden, helt klart, da havde jeg aldrig skænket det en tanke, men efter den udredningsproces jeg har været igennem nu, kunne jeg godt se, hvor det bar hen ad. Men jeg tror sgu godt nok lige jeg skal bruge noget tid på at fordøje det hele. Det er alle de der enkelte dele af ens liv, hvor man pludselig tænker, at nå ja for fanden, så var det også noget jeg gjorde pga. adhd. Det er meget. Det er ok, men det skal lige bundfalde sig,
Jeg tror godt du er klar over det, men husk nu at en diagnose er et værktøj, og ikke noget man skal banke sig selv i hovedet over :)
Jeg og mine venner joker ofte med at man i en eller anden form skal være på autismespektret for at melde sig ind i ungdomspolitik, så selvom jeg ikke selv har en diagnose ville jeg ikke være super overrasket hvis det sker en dag.
Hehe - da jeg i sin tid blev henvist til psykiater, spurgte min læge, om jeg havde nogen særinteresser, og jeg svarede, at jeg havde været gennem alle de klassiske nørdhobbyer som computerspil, rollespil, liverollespil og Warhammer-figurer. Vi blev dog enige om, at hvor nørdet det end er, så bliver man jo ikke autist af det alene :)
Og nej, jeg ved godt, at det ikke er noget, jeg skal give mig selv skylden for :) Jeg tror bare, det er den der følelse af, hvor gennemsyret hele ens liv har været af det, helt uden at man har vidst det. Fx har jeg altid haft problemer med motivation og initiativ, og jeg kigger tilbage på et liv, hvor der har været meget, jeg har haft svært ved at tage mig sammen til, eller som jeg ikke har fået gjort, og det har jeg altid tænkt på som noget, der ligesom stod for egen regning. Altså at "jeg fik mig ikke lige taget sammen, men det kunne jeg altså godt have gjort". Nu ved jeg så, at det langt hen ad vejen har været uden for min kontrol. Det fjerner på en måde noget skyld, men man mister også den der følelse af agency i ens eget liv. Det er nok meget det, jeg lige skal sluge.