EnligSvale

Jeg er faktisk allerede blevet opereret :) jeg fik det ordnet gennem det offentlige for nok 15 år siden. Jeg så dårligt nok til at det var gratis derigennem. Da jeg har bygningsfejl kunne de dog ikke tage lave en lige så stor ændring, som de ellers havde kunnet. De tog vist omkring 75%. Så alt er MEGET bedre nu end dengang, men jeg ser stadig bedst med briller.

Jo tak! Det er også Louis Nielsen, det her. Det var der, jeg fik mine gamle briller, så det var smart i den forstand, at de havde min gamle styrke at tage udgangspunkt i, og jeg har sådan set også kun gode erfaringer med dem fra før - men det her er ikke ligefrem nogen stor succes.

Det er skørt. Jeg har gået med briller i det mest af mit liv, og jeg er 40. Jeg har aldrig haft briller, jeg har fået rettet på så mange gange som med dem her.

Godt at høre, I fandt nogle ordentlige briller til datteren! Det er et megavigtigt tidspunkt at kunne se ordentligt på.

Det havde jeg faktisk slet ikke tænkt på! Men det burde jo være hvis ikke næste skridt så et af de næste. Jeg er ikke så god til det akavede. Det bliver hurtigt sådan, "ej, men måske er det federe at gå med et dårligt stel end at italesætte, at de åbenbart ikke kan finde ud af at få dem til at passe ordentligt". Og det er selvfølgelig dumt.

Jeg har fået nye briller. Det er nogle uger siden efterhånden, og jeg kan IKKE få dem indstillet rigtigt. Det hjemsøger mig.

Jeg har købt dem i en forretning inde i byen, så jeg kan ikke bare lige liste forbi hver og hver anden dag for at få kigget på det. Derudover begynder det også at være pinligt - ikke for mig men for dem, synes jeg. Man kommer jo ind, og så er det den ekspedient, som er på arbejde den dag, og som har tid, der hjælper en. Der er først og fremmest ingen kontinuitet eller plan eller noget i den retning, for der er jo ikke en log over, hvordan brillerne blev rettet sidste gang, så alle ekspedienter gør bare noget ud fra hvad de kan se lige nu. Derudover er det også tydeligt, at ekspedienterne ikke er lige gode. Så for tiden er jeg derinde typisk en gang i ugen, og så får jeg brillerne rettet, og så sidder de dårligt på en ny måde - i stedet for at de klemmer bag ørerne, så falder de af, eller de sidder skævt, eller de klemmer siden af hovedet eller noget fjerde eller femte - men man ved først rigtig at det stadig er galt, når man har gået med det lidt tid, så det er ikke sådan at man bare kan insistere på at blive i butikken, til de sidder ordentligt. Jeg bliver faktisk snart desperat. Det fylder så meget mere, end det var meningen.

Mht. det visuelle så er mit indtryk, at loftet i dag er MEGET højt. Folk spiller med enormt mange fps, eller de spiller i 4k. Og high og ultra i dag er rigtig, rigtig flot. Personligt har jeg det dog sådan, at jeg kan huske da jeg opgraderede skærm fra 800x600 til 1024x768. Jeg synes stadig fuld hd er meget - og jeg synes nye spil på low og medium stadig er rigtig flotte.

Du nævner selv at du ikke har gamet længe. Har du set nye spil? Det hele ser megaflot ud, synes jeg. Også på medium, også i 60 hz og også "bare" i fuld hd.

Jeg har brugt et rtx 2060 i fem år efterhånden. Det er altså stadig fint. Man kan altid bruge penge på noget der gør det flottere, men hvis budgettet er stramt synes jeg ikke men skal have indtrykket af at gaming bliver nødt til at være så ekstremt dyrt.

The Time Traveller’s Wife

Det er en af dem, jeg har valgt fra, fordi det mest af alt lyder til at være en romantisk fortælling. Min kone er glad for den dog. Hun har også læst den der Highlander-serie, som hun lidt henkastet kaldte "højlandssexbogen" - og således valgte jeg også den fra.

The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle

Den har jeg læst, og den er rigtig god! Samme forfatter har skrevet The Devil and the Dark Water, som er en slags skibskrimi i kolonialtiden. Den er også god, men det er en anden slags bog. Der er ikke noget af det der med at genleve en mysterium igen og igen.

Hyperion Cantos

Den tror jeg faktisk, jeg har læst den første af engang. Men jeg tror ikke, jeg fattede, at det var en serie. Læste den bare og gik videre til noget andet. Måske skal jeg kigge lidt mere på den igen.

Jeg har det lidt svært med anime. Jeg har prøvet at se nogle få ting, men det fanger mig ikke rigtigt. Outer Wilds har jeg spillet lidt, men jeg har lidt svært ved at samle mig om at fortsætte på det. Tror jeg ville have været vild med det, da jeg var barn, men nu er der for mange ting, der distraherer. Jeg kan i ånden rigtig godt lide de der sandkasse-agtige spil, hvor man selv skal regne ud, hvad meningen er, men i praksis kan jeg ikke sidde længe nok med det til at jeg finder en rytme i det.

Jeg har det på samme måde :) jeg er også blevet brændt nogle gange. Har læst nogle helt utroligt dårlige tidsrejsebøger.

Jeg tror, min yndlingsfilm om tidsrejser er Deja Vu, som egentlig er en action-agtig thriller med Denzel Washington, men som lidt diskret er en ret spændende tidsrejsefilm, fordi den viser en nogle tidsrejseelementer, som den ikke fortæller om. Der er bare nogle tegn på, at der foregår mere, end man får at vide i første omgang.

Mht. bøger læste jeg på et tidspunkt Time and Time Again af Ben Elton, som jeg syntes var spændende, fordi der var nogle twists i den. Jeg kan nok ikke beskrive dem så godt uden at spoile bogen, men som jeg husker det, var der dele af bogen, der snød mig til at gå ud fra, at mit kendskab til genren gjorde, at jeg forstod, hvordan ting virkede, og så virkede de anderledes. Derudover vil jeg anbefale The First Fifteen Lives of Harry August af Claire North, som ikke handler om tidsrejser som sådan men om at blive genfødt til det samme liv igen og igen. Det er også en virkelig godt bog.

Har du nogle ting, du kan anbefale?

Det er sådan, at jeg er helt tosset med alt, der handler om tidsrejser. Jeg har derfor opsøgt en hel del bøger, film, serier og andet, hvor emnet på en eller anden måde indgår. Jeg kan dog være skeptisk, når der er tale om noget, der først og fremmest er noget andet, som ikke siger mig så meget - fx bøger der primært handler om romantik.

Over de sidste par uger har jeg læst den danske bogserie Spektrum af Nanna Foss, som jeg i første omgang var skeptisk omkring, fordi det er en bogserie om teenagere skrevet - er jeg rimelig sikker på - til teenagere. Og jeg er ikke ligefrem nogen teenager. Min skepsis er dog totalt blevet gjort til skamme! Det er en virkelig god tidsrejsefortælling. Ikke dermed sagt, at der ikke er en del i bøgerne, som teenagere sikkert ville få mere ud af end mig, og som jeg krummede en smule tæer over, men det kom aldrig til at fylde så meget, at jeg ikke kunne arbejde med det.

Indtil videre er der fem bøger i serien, og det handler om, at der er en flok teenagere, som ved et tilfælde finder en tidsrejsedims, og som ved samme lejlighed bliver involveret i nogle mystiske begivenheder. Man kan vel sige, det er en fantasy-agtig, whodunit coming of age-historie, der for det meste foregår i en provinsby i Danmark. Formatet er, at alle bøger er en 1.persons-fortælling, men hver bog handler om et nyt medlem af gruppen, og på den måde ser man tingene fra nogle forskellige vinkler, og det gør også, at bøgerne kan sætte fokus på nogle forskellige udfordringer, danske teenagere kan have. Hver bog har i øvrigt en fortællestil, der er ret påvirket af, hvem fortælleren er.

Det er alt i alt nogle meget velskrevne bøger. Jeg kan virkelig anbefale dem. Dog vil jeg nævne, at der sker nogle ting for hovedpersonerne i bøgerne, der er til den traumatiske side, og jeg ville ikke umiddelbart give dem til fx en sart 13-årig. Men nu er mit ældste barn også en 9-årig, der synes bøger er uhyggelige, når der står, at det regner såeh... man skal nok lave sin egen vurdering :)

Jeg har haft en lidt skør uge, sådan mentalt. Jeg er sygemeldt med stress og har været det længe, og det går langsomt fremad - men altså sådan rigtig, rigtig langsomt. Jeg har lavet rigtig meget selvrefleksion og mærket mig selv og alt det der, og jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg lod det blive så slemt, som jeg gjorde, før jeg reagerede, og om jeg på en eller anden måde er særligt disponeret for at blive overbelastet. I den forbindelse er jeg begyndt at lægge mærke til nogle mønstre i, hvordan jeg gør ting, og hvordan jeg fungerer inde i hovedet, som virker lidt ekstra. Ekstra svært ved at tage mig sammen, ekstra svært ved at koncentrere mig i bestemte sammenhænge, ekstrameget tankemylder. Den slags. Og det er lidt skørt, for jeg har på mange måder gjort det til min levevej at være grundig og detajleorienteret, men det er som om, at - uden for arbejdssammenhæng - så har jeg troet, at jeg var et meget kontrolleret, til-stede menneske, men faktisk så sejler det hele lidt.

Der er så sideløbende sket det, at vi mistænker vores datter på 9 for at have ADHD, så vi har siddet og læst en del materiale om det. Og der er sgu bare meget i det der materiale, som minder mig om mig selv. Altså, jeg har ikke fuld plade. Der er nogle ting, der passer ok, og andre ting der for mig at se er lidt modsat. Men det var nok til, at jeg syntes, det var værd at bruge tid på - også hvis nu det faktisk er noget, der har bidraget til, at jeg er gået så meget ned med stress, som jeg er.

Så jeg tog til lægen og snakkede lidt om hvordan min hjerne virker, og min læge syntes, der var nok at komme efter til, at han i hvert fald har givet mig en henvisning til udredning for ADHD. Han var ikke sådan fuldstændigt sikker, men han syntes der var begrundet mistanke. Og så bliver det pludselig svært, synes jeg! På den ene side føler jeg, at mine tanker omkring mig selv er blevet valideret, og måske er der en forklaring at få her på nogle udfordringer, der faktisk har fulgt mig gennem hele mit liv. På den anden side får jeg også sådan lidt imposter syndrome omkring det. Der er andre mennesker, hvis liv er totalt invalideret pga. ADHD, og nu sidder jeg her og håber nærmest, at jeg har det, fordi jeg så har en forklaring på, hvorfor jeg nogle gange har svært ved at tage mig sammen - og når jeg ser listen over symptomer, er der faktisk mange, jeg ikke selv mener, jeg har, så det kan sagtens være, min læge tager fejl. Og det var jo faktisk kun meningen, at al det der ADHD-snak skulle handle om min datter - ikke om mig! Jeg har nok sat noget i gang, der er lige lidt rigeligt at overskue.

Så det tænker jeg meget over for tiden, og jeg prøver meget at mærke efter, hvordan mit hoved opfører sig. Men det føles også lidt skørt. Min hjerne er hele tiden sådan "koncentrerer jeg mig nu??", "har jeg tankemylder nu!??". Det får man jo intet brugbart ud af.

Jeg er virkelig glad for den her: https://madrejsen.dk/one-pot-cheesy-mexikansk-gryde-med-sort-bonner-linser-og-ris/

Når jeg laver dobbelt portion, er der nok til to voksne af tre omgange, og man kan sagtens fryse det. Mine børn gider dog ikke spise det.

Bønner og linser kan altså også bare meget, også uden at være den primære proteinkilde i en ret! Det giver meget fyld for ikke særlig mange penge. Hvis jeg havde vidst hvor glad jeg var for bønner, da jeg var studerende, havde mit SU-lån været en hel del mindre...

Jeg mener, vi overfører sammenlagt 7.500 kr. til madkontoen hver måned, og så er tendensen, at vi sparer måske 1.000 op om måneden. Nogle gange mere, nogle gange mindre. Vi er også 4 - to voksne og så en seksårig og en niårig. Alderen på børnene kan spille ind? Jeg forestiller mig, at der på et tidspunkt kommer en teenagereffekt, hvor de lige pludselig spiser helt vildt meget mere, og hvor de begynder at tage mere af de dyre ting.

Det jeg synes er sværest ved at holde det billigt er at gøre det uden at gå på kompromis med noget andet. Jeg vil gerne holde det billigt, så jeg planlægger og køber på tilbud, og så undværer jeg også, når noget ikke gider komme på tilbud. Det er fint nok. Men jeg vil også gerne have økologi, og jeg vil gerne undgå, at mine børn propper sig med alt for meget ultraforarbejdet crap. Og så vil jeg også gerne handle lokalt, så ting ikke er transporteret så langt, og jeg vil gerne støtte danske og europæiske firmaer frem for amerikanske. Så begynder det sgu at være kompliceret at købe ind!

Jeg er vokset op langt mod nordvest. Hele min familie taler dialekt og kan være svære at forstå for folk, der ikke er lokale, og jeg lærte først at tale rigsdansk, da jeg kom i skole, men så skete der et eller andet i de små klasser, og jeg taler desværre ikke dialekt på den måde mere. Jeg har simpelthen glemt det, fordi der var en periode i mit liv, hvor det ikke var sejt. Og så tror jeg også, det ville have været svært. Mit vestjyske var jo aldrig klar til at tage med mig på uni eller på arbejde foran en computer. Måske har nogle vestjyder i dag et ordforråd, der godt kan snakke om den slags - men jeg havde i hvert fald ikke. Det er sørgeligt, synes jeg, og jeg ville ønske, at de unge var bedre til at fastholde dialekterne, end jeg har været, men jeg ved ikke, hvad jeg selv skulle have gjort anderledes.