Vi har skægkræ og sølvfisk der hvor vi fodrer vores katte - og heldigvis ikke rigtig andre steder. Katte spiser jo så ved, at de tager pillerne ud af skålen og spiser dem på gulvet, og så efterlader de tit et par piller der. Når så man kommer derned, så er pillerne nogle gange fuldstændigt indpakket af skægkræ, der krammer pillerne fra alle sider i en scene, der er HR Giger værdi, og når jeg så kommer og rumsterer, så piler de ind under gulvlisterne. Jeg kan godt se for mig, at hvis det samme sker hvis man efterlader fx en stump brød på sit køkkenbord, eller hvis man tager en bog ud eller sådan et eller andet, så kan man godt med tiden blive lidt presset. Hvis de bare er klamme og alle steder, og man er magtesløs.
EnligSvale
joined 2 months ago
Jeg havde samme tilgang, da jeg først blev opmærksom på, at stress spillede en rolle i mit liv. Jeg følte at det på en måde var "mit" problem, og at jeg ikke ville belaste andre med det, og så bildte jeg også mig selv ind, at når målet var at kunne fungere normalt i mit normale liv, så var det også i mit normale liv jeg skulle få det bedre. Og det kan måske fungere for nogen, men for mig var det en rigtig dårlig måde at gøre det på. Jeg var overbelastet og havde akut brug for at fjerne belastningen. Det kunne absolut ikke vente på, at jeg - måske - fandt ud af hvordan jeg skulle leve mit liv anderledes for at kunne holde til at være i det. Du kender selvfølgelig dig selv bedst, men jeg vil foreslå dig at genoverveje situationen.
Jeg er sygemeldt med stress lige nu og har været det i over et år efterhånden. Det har desværre sat sig lidt hårdt på mig, fordi jeg lod det komme så vidt, inden jeg accepterede det og begyndte at gøre noget ved det.
Det jeg har været mest træt af ved mit forløb har været, at jeg har følt mig for dårligt klædt på til at træffe de bedste beslutninger for mig selv. Derfor blev jeg på forskellige tidspunkter presset af mit tidligere job, af min tidligere læge og af jobcenteret til at gå med til ting, som ikke var gode løsninger for mig, fordi jeg ikke var i stand til at mærke i mig selv, hvad jeg egentlig havde brug for, og så var jeg for meget en pleaser til at kunne finde ud af at sige, at "jeg ved ikke hvad jeg har brug for, men jeg tror det er noget andet end det der". Derfor er mit bedste forslag til andre i samme situation, at man allierer sig med en specialist - og det kan være en psykomotorisk terapeut, en psykolog eller noget helt andet - som man føler sig set af, og som giver en nogle råd, man kan arbejde med, før man laver bindende aftaler med fx sit arbejde, så man faktisk laver aftaler på en kvalificeret baggrund. Min erfaring er, at man simpelthen ikke kan gå ud fra, at der er nogen form for forståelse af, at en stressramt altså ikke automatisk er specialist i at håndtere sin egen situation.
Jeg tror at det jeg mest hæfter mig ved det er, at en borger har fortalt om en personlig situation på de sociale medier, hvor en sagsbehandler har stillet hende noget i udsigt med udgangspunkt i de regler der nu engang er og har hjulpet hende med at sende en ansøgning, og nu er hun pludselig, om hun vil det eller ej, blevet et navngivet eksempel, som bliver brugt politisk til at pege på de ting, der er dårlige. Udnyttelse af systemet, snylteri på samfundet osv.
Det er ikke en kvinde, der så vidt jeg ved selv har bedt om at komme i medierne, i hvert fald ikke med det her emne. Hun var bare glad for at have fundet ud af, at der var noget, hun kunne få, der ville være en hjælp. I vildeste fald har hun taget fejl, fordi hun har misforstået hvor meget hjælp der er at få.
Jeg synes det er superupassende at politikere hænger folk ud på den måde. Det er allerede træls nok, at tonen på de sociale medier i forvejen er så fjendtlig, som den er. Nu kan man pludselig også blive et negativt eksempel i den politiske debat bare ved at poste offentligt om ens liv. Det ender med, at ingen der faktisk har erfaring med noget tør at stå frem. Det minder mig om debatten omkring Mai My Humaidan. Man går megahurtigt efter manden (kvinden) i stedet for bolden.
Jeg synes i øvrigt også det lyder som meget med 15 timer. Måske tager hun fejl? Og jeg bryder mig ikke specielt meget om hele influencerkulturen, som hun åbenbart er en del af (jeg har ikke ellers hørt om hende før - måske lever jeg under en sten). Men det træder altsammen i baggrunden for det andet for mig.
Da det var værst havde jeg snurrende fingre og fødder. Min krop lavede sådan tilfældige spjæt, og jeg fik tics - ligesom dem man kan få ved øjet - over det hele. Både sådan fx en finger, der rokkede uden jeg kunne styre det og fx mine lægge, der tit simpelthen bølgede af små sammentrækninger over det hele. Derudover rystede jeg så meget på hænderne, at jeg kun kunne drikke af et glas, hvis jeg brugte to hænder. På et tidspunkt kørte jeg i grøften, og det var ellers helt udramatisk, men bagefter rystede jeg i hele kroppen i flere dage som hvis jeg var blevet efterladt i en fryser eller sådan noget. Mit system var simpelthen ved at brænde helt sammen.
Jeg begyndte at få forskellige andre symptomer, der stak i alle mulige retninger, men der gik faktisk lang tid, hvor jeg stadig spændte de der baller mere og mere sammen, mens jeg samtidig var bange for, at jeg fejlede en masse forfærdelige ting. Jeg blev blandt andet ramt af så voldsomme fysiske symptomer, at jeg blev henvist til neurolog. I sidste ende sygemeldte jeg mig først, da min kone sagde, jeg skulle. I dag ved jeg godt, hvad jeg skulle have mærket efter, og hvor tidligt, jeg skulle have sagt fra, men uden min kone var det nok endt med, at jeg var faldet om et sted.
Jeg har forstået nyheden sådan, at det i høj grad handler om, at mænd ikke anmelder de samme ting. Der er jo så to dele: ét er om de overhovedet sygemelder den samme stress, men det er også et spørgsmål om, hvorvidt de anmelder en faktisk sygemelding som en arbejdsskade. Jeg ved ikke, hvordan analysen har opgjort det. Måske regner de kun på det sidste?
Jeg er selv sygemeldt med stress og har været det længe, og jeg var slet ikke klar over, at der var nogen grund til at kigge på, om det var en arbejdsskade eller ej. Måske har nogle fag bedre information om den slags end andre?
Jeg har en terapeut, der engang har sagt, at mænd som regel har det værre, før de kommer til hende, end kvinder. Jeg ved også fra mig selv, at jeg meget længe slet ikke tænkte på mit liv som præget af stress. Jeg var selvfølgelig træt og havde hovedpine det meste af tiden, og jeg havde da rimelig travlt, men jeg havde jo ikke mere travlt end alle andre, som jeg så det, og jeg mente også, at nu var jeg jo voksen og havde familie og børn, og så var det bare ikke længere mine egne behov, der kom i første række. Det er nok også sådan, at jeg er en type, der ikke bryder grædende sammen. I stedet spænder jeg ballerne og håndterer ting på egen hånd, for sådan har jeg altid gjort. Jeg kender andre, som blev enormt grådlabile af stress. Hvis de begyndte at græde, når nogen spurgte dem, hvordan de havde det, så var det nok, lige meget hvad de ellers havde tænkt, et tegn på, at de ikke havde det så godt. Måske er tendensen, at der er flere blandt mændene, der gør som mig, og flere blandt kvinderne, der har en mere sund kontakt med deres følelsesliv?
Mht. dig selv så synes jeg, du skal tage til lægen. Stress slider på en. Der er - kan jeg bevidne - ingen præmie for at være den, der venter længst tid med at gøre noget ved det :)
Nej, jeg hældte i en opvaskebalje og hældte direkte i kummen, for sådan gjorde vi da jeg boede i Kina for mange år siden, så det føltes som det man bare gjorde. Skænkede ikke cisternen en tanke! Men det er da oplagt at det ville bruge mindre. Har et gammelt toilet uden stort og lille skyl dog, så jeg ved ikke hvor meget mindre.
Jeg synes, at nogle af kravene er lette at leve op til for os, fordi vi bor på landet og har børn. Jeg husker helt klart en tid, hvor jeg boede alene og ville have svært ved at finde plads til mad til flere dage, men i dag tror jeg vi altid ville kunne have mad til mindst en uges tid uden planlægning, fordi vi alligevel køber stort ind, når der er tilbud, og fordi vi har plads til at opbevare lige så meget af tørvarer og konserves, som vi gider. Mht. madlavningen vil vi i tilfælde af manglende strøm kunne lave mad på bål, og det sætter selvfølgelig nogle begrænsninger, men vi har familie tæt på, som har gasovn, og egentlig ville jeg forvente, at vi i tilfælde af en krise alligevel samlede os der og poolede vores ressourcer.
Vi har valgt ikke at indkøbe powerbanks, fordi vi kan lade telefoner osv. i bilen. Vi har haft snakket om generatorer og større batterier der giver 230 V, men jeg kan bare ikke rigtigt se brugsscenariet for mig med mindre man prepper ret luksuriøst.
Mht. vand har vi 75 liter stående i dunke. Vi fik det faktisk prøvet lidt af for nyligt, fordi den lokale vandforsyning gik ned en aften. Til sidst blev toiletsituationen for meget for mig, og jeg skyldede ud med vand fra dunkene. Det tog faktisk 10 liter! Og det kan man jo godt blive lidt overrasket over. Det vil jo så være en ting, man ville være nødt til at nedprioritere i en rigtig krise.
Der hvor vi ville blive lidt pressede var, hvis strømmen var væk i flere dage om vinteren. Vi varmer med varmepumpe, og det er jo i den sammenhæng ret sårbart. Vi har brændeovn, men den står ikke centralt, og man kan heller ikke varme mad på den eller noget i den retning. Det er helt klart en situation, som jeg ville prøve at fikse, hvis ikke det var fordi, at det var meget dyrt. Altså, man kan jo få et backup-fyr til brænde og så et batteri kun til styringen af fyret og cirkulationspumper osv. Ellers skal man ud i at lave sin egen strøm med enten solceller eller en lille vindmølle og så have sig et kæmpe batteri til det. Man ville jo så skulle lave et setup også, hvor man kunne slå forbindelsen til nettet fra. Ellers er man jo lidt vidt. Men hvis jeg en dag pludseligt blev rig, så ville jeg ikke vælge mellem de her løsninger - jeg ville installere dem allesammen :) men nok desværre ikke før det.
view more: next ›
Jeg har det på samme måde. Det er uhyggeligt.
Jeg har spillet i bands og gået til koncerter i min ungdom og bare generelt behandlet mine ører hensynsløst - men det største hug mine ører har fået, som ændrede min tinnitus fra at være noget jeg kun kunne høre, når der var helt stille, til at være noget, jeg kan høre hele tiden, det var, at jeg var i cirkus summarum med mine børn. Jeg havde ikke ørepropper på, for det var jo for børn! Og jeg så heller ingen andre, der brugte det. Men hold da op hvor var det bare højt!
Måske er der bare mere lyd på alting i dag, fordi man kan? Jeg mindes at historien om Beatles var, at de holdte op med at optræde, fordi publikum skreg så højt, at de ikke kunne høre sig selv spille, mens de var på scenen. Det ville jo aldrig være et problem i dag. Man putter bare nogle flere watt på og finder en større højtaler.