EnligSvale

Jeg spiller Rogue Trader for tiden. Jeg kan rigtig godt lide Warhammer 40k, og jeg flok figurer liggende, som jeg ikke kan få mig taget sammen til at gå i gang med at male, så spillet er lidt en slags erstatning for det. Det er rigtig godt, men ligesom Owlcats to Pathfinder-spil, så er det helt vildt langt. Man skal lige tage en dyb indånding af og til og acceptere at det er ok at lade det ligge noget tid og komme tilbage senere.

Det er noget skørt vejr. Jeg har høstet græskar i dag, så de ikke skal få frost, og lige ved siden af blomstrer squashen stadig.

Tak! 🧠 🌶️ - neurospicy! (er det ikke sådan, de unge siger?)

Hehe - da jeg i sin tid blev henvist til psykiater, spurgte min læge, om jeg havde nogen særinteresser, og jeg svarede, at jeg havde været gennem alle de klassiske nørdhobbyer som computerspil, rollespil, liverollespil og Warhammer-figurer. Vi blev dog enige om, at hvor nørdet det end er, så bliver man jo ikke autist af det alene :)

Og nej, jeg ved godt, at det ikke er noget, jeg skal give mig selv skylden for :) Jeg tror bare, det er den der følelse af, hvor gennemsyret hele ens liv har været af det, helt uden at man har vidst det. Fx har jeg altid haft problemer med motivation og initiativ, og jeg kigger tilbage på et liv, hvor der har været meget, jeg har haft svært ved at tage mig sammen til, eller som jeg ikke har fået gjort, og det har jeg altid tænkt på som noget, der ligesom stod for egen regning. Altså at "jeg fik mig ikke lige taget sammen, men det kunne jeg altså godt have gjort". Nu ved jeg så, at det langt hen ad vejen har været uden for min kontrol. Det fjerner på en måde noget skyld, men man mister også den der følelse af agency i ens eget liv. Det er nok meget det, jeg lige skal sluge.

Jeg er i denne uge officielt blevet udredt med adhd som 40-årig. Det var ikke sådan at det kom bag på mig. Ikke nu hvert fald, ikke rigtigt. For et år siden, helt klart, da havde jeg aldrig skænket det en tanke, men efter den udredningsproces jeg har været igennem nu, kunne jeg godt se, hvor det bar hen ad. Men jeg tror sgu godt nok lige jeg skal bruge noget tid på at fordøje det hele. Det er alle de der enkelte dele af ens liv, hvor man pludselig tænker, at nå ja for fanden, så var det også noget jeg gjorde pga. adhd. Det er meget. Det er ok, men det skal lige bundfalde sig,

God bedring til den mindste! Børneorm har vi alligevel aldrig prøvet :-S

Jeg husker særligt tiden lige efter corona som helt forfærdelig. Det var som om, at alle de sygdomme, ungerne ikke havde fået under nedlukningen, skulle komme lige efter hinanden. Der var nogle måneder, hvor vi mange gange blev nødt til at være strategiske, sådan fx "så siger vi at jeg har første sygedag med yngste i dag, og så har du anden sygedag med ham i morgen, og så har jeg første sygedag med den ældste onsdag, og du har anden sygedag med hende på torsdag", og derhjemme lå begge børn og hostede eller ørlede begge to alle dagene. Mit job i det offentlige var egentlig ok med det, men det ændrede ikke på, at der ikke var nogen til at tage over, fordi det jeg lavede var så specialiseret, så alle de opgaver jeg ikke havde nået lå bare og ventede når jeg kom tilbage. Det var sgu en hård tid. Er glad for at have lidt ældre børn nu, der ikke bliver syge lige så tit.

Edit: det var vist bare for at sige, jeg sympatiserer enormt meget med alle, der prøver at få det til at gå op med syge børn :)

For at det kan være adhd, så skal jeg altid have haft det. Det er det, jeg er ved at finde ud af i udredningen. Hvis jeg har symptomerne et andet sted fra, så kan det vel være opstået hen af vejen, men hvis det er adhd, har jeg altid haft adhd.

Men hvis det er adhd jeg har, er det så altid kommet til udtryk med den der slags tankemylder? Det er ikke noget, jeg har et helt tydeligt svar på. Jeg ved, at jeg var et meget fysisk hyperaktivt barn, som fyldte enormt meget i et rum, og at den type uro er noget jeg siden mine teenageår i højere grad har vendt indad, men dermed ikke sagt at jeg ikke havde et overaktivt hoved dengang også. Det er bare ikke noget, som andre kan huske, på samme måde som de kan huske, at jeg hang i alle bogreolerne. Derfor er jeg afhængig af min egen erindring om det, og min hukommelse fra den tid er ikke specielt god.

Det er dog lige meget hvad min forståelse, at adhd kommer til udtryk på forskellige måder i løbet af livet. Jeg kan sagtens forestille mig, at i min situation kan uroen være blevet vendt indad pga. irettesættelser fra mine forældre, og hvem ved, hvordan jeg havde udviklet mig, hvis jeg havde fået lov til bare at være, som jeg var, men det er alt sammen meget tænkt.

Jeg har også det ekstra perspektiv, at jeg også selv er forælder til et barn, vi mistænker for at have adhd, som skolen i høj grad kæmper for at rumme med alle de værktøjer en moderne skole har, men man kommer bare ikke uden om, at hun bogstaveligt talt hænger i gardinerne i timen uden selv at vide hvorfor, at hun bliver kørt totalt træt af en almindelig skoledag af at følge med i hvad alle laver og tænker og føler, og at hun er en kæmpe konfliktmagnet, fordi hun ikke kan lade noget som helst ligge. Jeg ved ikke, hvordan man skulle kunne rumme hende nok til, at hun ikke stadig blev mere belastet end et barn uden de her udfordringer. Det er oplagt, at jo tidligere et menneske oplever belastning, jo mere varig effekt har belastningen. Hvis min datter på et tidspunkt bliver diagnosticeret og får medicin, så er det ikke for mig at se en falliterklæring af den indsats, der ellers er omkring hende. Det er bare endnu et værktøj, vi kan hjælpe hende med.

Jeg er selv i ret voksen alder under udredning for adhd og tænker en del over det her med, at antallet af diagnosticerede voksne stiger, som det gør.

Overordnet er der vel tale om, at de nye retningslinjer er bedre til at fange adhd hos flere typer mennesker og i flere alderskategorier end tidligere, og samtidig er flere kendt med diagnosen, og de har bedre mulighed for at blive diagnosticeret, så selvfølgelig er der en stigning i folk der opsøger og får diagnosen. Det er mærkeligt, at man så samtidig bliver overrasket over, at antal diagnosticerede og mennesker på medicin stiger. Det giver vel sig selv. Det lyder mere som en sejr for diagnosticeringsmetoden.

Så kan man så sige, jo jo, flere bliver diagnosticeret, men behøver de få medicin? Burde vi ikke i stedet skabe et samfund, der kunne rumme dem? Det synes jeg lyder misforstået. Det handler ikke kun om at blive rummet. Det handler også om at eksistere. Jeg var 40, før jeg fandt ud af, at det der med at have et hoved, der konstant bombarderer sig selv med lyd, billeder, planer, overvejelser og hvad ved jeg, det er faktisk ikke normalt. At sidde alene i et stille rum og blive distraheret så meget af en idé man fik, at man glemte hvad man lavede, det er ikke normalt. Jeg troede alle havde det sådan, men det viser sig, at det er det ikke. Nu er jeg så i det her udredningsforløb, og hvis det ender med, at der er noget medicin, jeg kan få, som kan tage bare toppen af aktivitet af mit hoved, så bliver jeg sgu lykkelig! Mit hoveds rasen er ikke bare en ubekvemmelighed. Det slider på en at have et hoved, der konstant er i gang. Kan ikke forestille mig, at det slider mindre end at tage noget medicin, hvis medicinen til gengæld giver en noget ro.

Synes at have læst, at der var så stor interesse for det spil, at Steam crashede - hvilket er fuldstændig vildt. Men der sker nogle rigtig fede ting i spilverdenen synes jeg. Nu kender jeg ikke rigtigt noget til Silksong og Hollow Knight som spil, men jeg ved, at de er produceret af en lille indie-udvikler. Vi så også tidligere i år, hvordan Clair Obscure: Expedition 33 - også indie - havde helt enorm succes med relativt lille team og budget. For et par år siden var det Baldur's Gate 3. Samtidig har vi fx mastodonter som Ubisoft, der laver det ene Assassin's Creed-spil efter det andet, og det kunne have været megafedt, for der er da virkelig en spændende setting at arbejde med, men det er propfyldt med mikrotransaktioner, og værst af alt er det bare kedeligt og sjælløst. Måske nærmer vi os lidt mere et sted, hvor spiludviklere får større succes, når de har noget på hjerte, og når der ikke står en stor koncern bag dem og kræver sikre afkast. Man kunne da håbe!

Højden er egentlig ok for mig - men smart løsning med træpladen :) Min største udfordring er nok, at armlænene ikke fungerer for mig. De er ikke høje nok til at jeg kan bruge dem, hvis jeg sidder ordentligt, men de er stadig i vejen, hvis man vil rulle ind under et bord. Og så ender jeg med at sidde og falde sammen i den ene side for at sætte albuen i armlænet.

Hvis det kan lade sig gøre, så er det sikkert den bedste måde at gøre det på, ja :)

Jeg sidder på en Markus fra Ikea, og jeg er egentlig lidt træt af den. Jeg har det med kontorstole som med senge. Jeg ved godt, hvornår jeg sidder dårligt, men jeg ved ikke, hvad der skal til, for at jeg sidder godt, og jeg kan ikke sidde i en stol i to minutter i en butik og så mærke, at jeg har fundet noget, der passer. Derfor ender jeg typisk med stole til max 1.000 kr. som er sådan i bedste fald ok. Jeg vil gerne sidde i noget bedre, men jeg er bange for at investere i noget dyrere og så alligevel bare ende med en stol, der er ok og ikke mere end det.