Som tidligere opstillet landsbypolitiker (for Ø i en af danmarks største kommuner og byer), må jeg bare sige: det her lyder altså mest af alt som en omgang forkælet brok.

Jeg var ikke på Facebook eller Insta og kunne ikke drømme om at betale amerikanerne for 5 sekunders reklame. Jeg stillede op første gang, var helt ukendt, havde kun to valgplakater (fordi: ressourcer!), men til gengæld et par gode sko og en klar idé om, hvad jeg ville med valgperioden.

Jeg gik, jeg bankede på døre, jeg lavede flyers (genbrugte og oversatte dem til områder med mange ikke-dansktalende), skrev i avisen, stod på gaden, kom til møder og snakkede med folk. Tror endda vi købte et spot i en bus. Overvejede biografen (men økonomi)

Og guess what? Jeg fik næstflest stemmer i partiet og manglede to stemmer for at komme i byrådet.

Så jo – man kan nå langt uden Meta. Det kræver bare noget andet end en annoncekonto: det kræver benarbejde, nærvær og noget på hjerte.

Jeg må sige at jeg er en anelse indigneret over fantasiløsheden og lyden af små violiner hos kandidaterne. Hvad gjorde man før facebook? Hviler hele fundamentet for det danske demokrati virkelig på en stor amerikansk virksomhed der lever af at sælge reklamer?

Jeg synes det er mega fedt at man ikke bare kan købe sig til vælgernes opmærksomhed på denne måde længere. Jeg har totalt ignoreret politisk indhold på SoMe meget længe pga den uudholdelige tone og talen til absolut laveste fællesnævner. Både i kommentarsporene og kandidaterne imellem. Det faktum at platformene er drevet af algoritmer der udelukkende drives af clicks og engagement, og filtreres voldsomt på måder ingen har kontrol over, diskvalificerer dem jo til at være et sted man kan debattere ordentligt og lødigt. Kun dem der råber højest og forarger mest, får mest opmærksomhed.

Det er skønt at Meta selv melder sig ud, nu hvor folkestyret ikke selv kan finde ud af det. Godt nok med surmuleri og korslagte arme, men ikke destomindre tror jeg at de endelig gør os alle sammen en tjenste.

Med Metas nye regel er det stadig muligt for politikerne at skrive om og debattere politik på deres sociale medier - bare ikke gennem annoncering. Er det ikke nok?

- Hvordan skal folk vide, at jeg poster der? Jeg er nødt til at nå ud på en anden måde til nogle, der ikke følger mig i forvejen, siger Kristine Ammitzbøll-Bille.

I en ideel verden havde vi sociale medier som viste dig ting som du følger, samtidig med at give dig muligheden for at se ting baseret på hvor mange andre folk likede/delte/kommenterede på det. Så hvis du skrev noget interessant og folk delte det, så ville flere og flere se det.

Det virker bare som en dårlig ide at se ting baseret på hvem der betaler mest (som man jo ser på Facebook), selvom jeg godt kan se det gør det svært som en ny lokalpolitiker uden den store følgeskare. Men sådan er gamet jo.

Ifølge den 26-årige Odense-politiker læser hans vælgere ikke lokalavisen, så det nytter ikke at annoncere dér. De ser heller ikke de lokale nyheder, mener Venstre-kandidaten.

- De gider heller ikke møde op i forsamlingshusene, og nu kan jeg de facto ikke kommunikerer med dem på sociale medier. Hvor skal vi have den demokratiske samtale, spørger Nicolai Busch Bæhrenz.

Det virker ikke rigtig som om problemet her er at Facebook lukker for politisk annoncering - kerneproblemet er nærmere at folk ikke gider at engagere sig i politik og lokale nyheder. Hvor kommer det problem fra? Tja, måske også fra de store sociale medier. Tonen kan være hård i de politiske debatter på sociale medier og man bliver hele tiden overdynget med dårlige globale nyheder. Lokale nyheder virker pludselig små og ligegyldige, og nyheder begynder måske at være noget man helt undgår, for sit eget mentale helbreds skyld.

Løsningen er nok ikke at afskaffe sociale medier, men at bruge nogle bedre nogen. En start kunne jo være ikke at bruge amerikanske techgigant-platformer. Men vælgerne er nødt til at gå først, før politikerne følger efter.