i forhold til mine bedsteforældres generation har vi fået mere at skulle sige i hjemmet, vi har fået plads i børneopdragelsen, vi er ikke mere alene om at skulle bære forsørgerbyrden, og der er generelt en langt større accept af at vi er hele mennesker - med et helt spektrum af følelser er legitime og valide.

Hvad hvis unge mænd ikke anerkender værdien i dette, men derimod føler, at de bliver pålagt disse umandige ting, og har fået frataget deres manddom som det overlegne køn? Det dér føle-føle er bare ikke særlig maskulint.

Jeg må også sige, at jeg ikke forstår den her higen efter de gamle manderoller. Det var følelsesmæssigt afstumpede, voldsparate, usikre typer. James Bond er jo langt hen ad vejen en latterlig figur, det samme med alle de andre actionhelte…

Det kan være, nogle ikke er enige i det udsagn, hvis de er midt i rejsen på at danne sin identitet, at finde sig selv og en partner. I dén alder er de lavthængende frugter at være den stærkeste, sejeste, mest maskuline dreng.

Gud forbyde at være i kontakt med sin feminine side som ung mand.

Men jeg deler dit synspunkt. Nu har jeg stiftet familie og oplever selv værdien i rollen som deltagende familiefar, og at være min datter mere nær - i modsætning til at agere stereotypisk Johnny Bravo mandig-mand, der i hvert fald ikke skal skifte nogen bleer eller lave mad.

Feminismen har gjort meget for at sætte begge køn fri fra stereotypiske kønsroller

Hvad er det i mener, de unge mænd mangler?

Men måske har vi brug for kønsroller, selvom vi gerne vil være lige samtidig med? Er det godt for os at blive sat fuldstændig fri fra kønsroller? Jeg tror ikke at maskulinitet og femininitet er koncepter som vi bare skal smide ud af vinduet, for ligestillingens skyld. Det synes jeg ville være at underkende en meget grundlæggende del af det at være menneske, altså at vi er mænd og kvinder (der er også nonbinære og den slags og det er også fint, men i den her sammenhæng forholder jeg mig lige til de >95%).

En del af problemet er vel at der mangler en positiv kønsrolle for mænd. Og nej, det er absolut ikke James Bond, han er vist ikke et ideal at gå efter. Men hvad er det så? Der er et tomrum i maskuliniteten som desværre meget nemt er blevet fyldt ud med toksisk maskulinitet og manospheren og Andrew Tate og den slags typer. Vi mangler et positivt maskulint svar, tænker jeg.

Dr Russell Razzaque

Ham kendte jeg ikke. Tak for deling.

Vi ser det jo også i Danmark. Drenge klarer sig markant dårligere i både folkeskolen og gymnasiet, og der er langt flere kvindelige studerende optaget på de videregående uddannelser end mandlige studerende. Jeg synes egentlig ikke at der er nok fokus på området, for det er så vidt jeg ved kun blevet værre og værre (altså større og større forskel mellem kønnene) de sidste mange år.

De finder det usexet, barnligt og forstår ikke universet.

Det er muligt at det er sådan i nogle kredse, men alle mine 3 piger gamer - de spiller nok bare nogle andre spil end drengene. Men altså, gaming er da ikke sexet - men det er det jo heller ikke at se TV, kan man sige.

Problemet er måske nærmere at nogle drenge ikke opdyrker nogle andre interesser end gaming, og så bliver man hurtigt lidt endimensionel at være sammen med... Vi bruger også en del tid og kræfter på at få vores piger væk fra skærmen så de kan dyrke nogle andre interesser, og det koster en masse skænderier men det er jo så prisen for at de bliver hele mennesker en dag. Jeg har indtryk af at mange drenge bare får lov at game hele tiden, og det er nok ikke sund.

jeg tænker tit på hvordan han, i fremtiden, skal bygge bro mellem den verden han elsker, og den verden der fx er et parforhold. Det er en balancegang. Og jeg ved han vil forsvare det, og jeg ved at kvinder ser ned på det, og ikke vil forstå det.

Jeg er selv 40+ og gamer en del - men naturligvis på en anden måde end da jeg var 14. På et tidspunkt i mine 20'ere spurgte min kæreste (nu kone) mig om hvornår jeg stoppede med at game, og jeg var ret overrasket; jeg stopper jo simpelthen ikke med at game for det er min hobby. Det var som om det klikkede for hende dér. Det har ikke været et problem siden, men jo også fordi vi begge er enige om at underholdning ikke skal fylde mere end at være sammen om ting og udvikle vores forhold.

Man kan ikke bare sætte sig ned og game hver eftermiddag indtil spisetid og når børnene er puttet, ligesom man ikke bare kan tænde for TVet og melde sig ud af familien og parforholdet. Det er ikke en børnehave.

Jeg tror et grundlæggende problem er at man på den "bløde side" som dominerer venstrefløjen, siger mange at der ikke er nogen forskel, og mænd skal bare være ligesom kvinder.
På den "hårde side" mest højrefløjen, er man mere åben overfor at der er forskel, men mandebilledet er at man skal være stærk og hård for at være maskulin, man må ikke vise sårbarhed for det er et tegn på svaghed. Det bliver så i praksis til had, og at nogen tror at hvis de ikke får noget, er det kvindernes skyld, og de må bare tage det selv!

Jeg har linket 2 videoer tidligere i tråden, som forklarer det bedre end jeg kan.