Vil bare sige at det her er en virkelig fed tråd og jeg er overasket over hvor mange der har oplevet at gå ned med stress. Overrasket på sådan en lidt ambivalent måde - selvfølgelig ville det have været bedre hvis der slet ikke var nogen der havde oplevet det, men også på en måde betryggende at høre at det ikke er mere ualmindeligt og at andre er i samme båd. Det er et forfriskende sårbart billede af folk, i modsætning til den perfektionisme man ellers tit møder på sociale medier.

I hear ya brother. Jeg meldte mig syg (med stress og måske depression) for en uge siden.

Chefen var meget forstående og hjælpsom. Ifølge lægens råd har jeg, i første omgang, meldt mig syg en måned. Kan relatere meget til hvad Baldr skriver, jeg sidder også i lederstilling og har bl.a. været for dårlig til ikke at tage alles udfordringer med hjem i mit hovede 🙃

Jeg VED at det er det rigtige at tage en time-out og bruge tid på at finde ud af hvad der giver mig energi'en tilbage og hvordan jeg finder en balance i tingene fremadrettet. En del af mig kæmper med at acceptere at jeg ikke er 'udødelig' men for det meste er jeg spændt på det arbejde der ligger foran. Jeg er ikke i tvivl om det var det rigtige at melde mig syg (havde mange symptomer).

Du - og andre - er velkommen til at skrive en privat besked hvis mere direkte sparring, input kunne være relevant 🙂

Gik ned med stress for 3 år siden og aftalte med min chef at tage 2-3 uger væk fra arbejdet for at få lidt ro. Der var for mange projekter, for meget rod og for lidt struktur til at jeg kunne arbejde og kunne slet ikke koncentrere mig om nogetsomhelst og forstod egentlig ikke rigtig hvad fanden der skete med mig men alt var bare øv øv øv.

Det hjalp enormt meget at komme lidt væk og efter pausen kom jeg kun lige så stille tilbage og startede med at være på arbejde kun 3-4 timer hver dag den første uge og 4-5 timer den næste osv.

Brugte tiden hjemme til at tvinge mig selv til at få ro på og slet ikke fokusere på arbejde. Jeg reflekterede over hvordan min krop og sind havde reageret og jeg følte at jeg havde lært noget helt nyt om mig selv. Da jeg kom tilbage følte jeg at jeg kom tilbage stærkere end nogensinde og vidste at jeg skulle sige meget mere fra når jeg blev bombarderet med spørgsmål, møder og opgaver. Jeg lærte at jeg skulle passe på mig selv fordi der er sku ikke nogen andre som gør det for dig (som der jo var dengang man var barn).

Efter halvandet år hvor det egentlig gik godt blev jeg i en længere periode enormt deprimeret og kunne mærke mange af de samme følelser komme tilbage og jeg havde det virkelig skidt. Denne gang var det dog anderledes fordi jeg vidste med ret stor sandsynlighed at det denne gang ikke kom fra arbejdet men noget andet som jeg måske godt vidste hvad var...

Fordi jeg havde lært fra sidst at jeg skulle passe på mig selv og jeg var blevet beder til at dele med min kæreste hvordan jeg havde det tog jeg endelig aktion og kom afsted til lægen med mistanke om ADHD (som jeg kun havde lært om fordi jeg netop var blevet bedre til at forstå migselv). Lægen sagde at lad os nu få styr på en ting ad gangen og jeg fik nogle antidepressiver som hjalp en smule med depressionen men ikke det underliggende problem som også gav stress, angst.

For at gøre en lang historie kort fik jeg efter 3-4 måneder en ADHD diagnose og har fået lidt medicin som hjælper rigtig godt på koncentrationen og min energi, men mest af alt så har diagnosen forstærket min egen selvforståelse og gjort at jeg har det langt bedre og jeg ved nu hvorfor jeg nogle gange har det svært og hvad der trigger min stress og angst.

Jeg ved nu hvornår og hvorfor jeg skal tage et skridt tilbage og beskytte mig selv mentalt. Jeg beskytter mig ved at jeg først indser hvorfor jeg føler som jeg gør, og derefter tager jeg aktivt beslutninger om hvordan jeg vil tackle situationen ved enten at sige fra, eller acceptere at det der bare er en følelse uden egentlig begrundelse og jeg kan slappe af. Derefter kan jeg igen tackle den situation som jeg ved trigger nogle af de følelser jeg har og jeg kan overkomme langt mere end jeg nogensinde før har kunnet.

TL;DR Se din behandling af stress som en unik mulighed for at lære dig selv at kende, reflektere og identificere hvad der trigger din stress så du aktivt kan handle på det inden der går galt igen næste gang.

Jeg er glad for at du rækker ud her på det mentale barometer. Det er lige netop derfor jeg har åbnet kanalen så man kan tale frit om det som er lidt svært, men helt normalt.

Jeg har som mange andre herinde haft et stressforløb, jeg havde for mange opgaver og chefen var ikke særlig lydhør da jeg sagde at der var for mange, han sagde at det var fint jeg sagde det, så jeg skulle sørge for at overdrage de opgaver der var for meget, men det kunne jeg ikke overskue. Jeg gik rundt og havde det dårligt og blev også svimmel, en god kollega der selv havde været nede med stress sagde til mig at det virkede meget som stress og jeg skulle gå til lægen.

Det gjorde jeg så og han konstaterede også at det var stress men lod det være op til mig om jeg ville sygemelde mig for det, for det mente han egentlig ikke var nødvendig.

Jeg synes det var nødvendigt, og min hustru der støttede mig hele vejen mente det bestemt også, så sygemeldte mig og ringede til min sundhedsordning, de satte mig i kontakt med en erhvervspsykolog der gav mig noget indsigt i hvorfor det var gået så galt, og gav mig nogen værktøjer til at få det bedre.

Efter ca. tre måneder startede jeg op igen, først på meget lidt tid og så øgende tid hen over nogen måneder indtil jeg nåede fuld tid igen.

Jeg er i dag ok, men jeg er meget opmærksom på om der kommer for mange opgaver og jeg tager mig god tid til dem der er.

Jeg er sygemeldt med stress lige nu og har været det i over et år efterhånden. Det har desværre sat sig lidt hårdt på mig, fordi jeg lod det komme så vidt, inden jeg accepterede det og begyndte at gøre noget ved det.

Det jeg har været mest træt af ved mit forløb har været, at jeg har følt mig for dårligt klædt på til at træffe de bedste beslutninger for mig selv. Derfor blev jeg på forskellige tidspunkter presset af mit tidligere job, af min tidligere læge og af jobcenteret til at gå med til ting, som ikke var gode løsninger for mig, fordi jeg ikke var i stand til at mærke i mig selv, hvad jeg egentlig havde brug for, og så var jeg for meget en pleaser til at kunne finde ud af at sige, at "jeg ved ikke hvad jeg har brug for, men jeg tror det er noget andet end det der". Derfor er mit bedste forslag til andre i samme situation, at man allierer sig med en specialist - og det kan være en psykomotorisk terapeut, en psykolog eller noget helt andet - som man føler sig set af, og som giver en nogle råd, man kan arbejde med, før man laver bindende aftaler med fx sit arbejde, så man faktisk laver aftaler på en kvalificeret baggrund. Min erfaring er, at man simpelthen ikke kan gå ud fra, at der er nogen form for forståelse af, at en stressramt altså ikke automatisk er specialist i at håndtere sin egen situation.

Jeg er lidt den stereotypiske macho mand.

For ca. 15 år siden, havde jeg en del pres på arbejdet. Havde en lederstilling, og lå vågen om natten, fordi jeg ville fikse alle mine folks private problemer.

Men det jo ikke stress! Stress er jo kun noget svage mennesker, der ikke magter at prioritere deres opgaver og planlægge sig ud af tingene får.

Dog kunne jeg ikke sove, og min præstationsevne blev ringere. Begyndte også at få en kortere lunte overfor familien.

Men jeg har jo bare travlt! Det er en periode!

Begyndte at blive svimmel, besvimede også, fik trykken for brystet, kunne ikke fokusere. Blev overbevist om at der var noget galt med mit hjerte. Kom hele møllen igennem, EKG, blodprøver; "you name it"

Frisk som en havørn, stærk som en okse, perfekte værdier.

... .... .....

Min læge spurgte mig om jeg var stresset? Det var jeg absolut ikke. Det mente han jeg var, og jeg skulle tage nogle dage væk fra arbejdet.

Glem det, det kan jeg ikke gøre, jeg er uundværlig, hele verden går under hvis jeg ikke er til stede. Hvad med X, Y og Z, hvem tager sig af A, B og C. Jeg kunne blive ved med at finde på undskyldninger.

Det er kun svage mennesker der døjer med psyken, blev jeg ved med at sige til mig selv som et mantra.

Dog måtte jeg erkende at jeg ikke fungerede, jeg var defekt. Den refleksion førte mig frem til følgende konklusion:

1. Jeg var stresset
2. Jeg havde fået angst
3. Nu var jeg så også deprimeret.

GG, WP, HF, GL....

Forsøgte mig med antidepressiv medicin, men kunne simpelthen ikke være i det. Kunne ikke mærke mig selv, hvordan jeg havde det, hvad jeg følte., Så mod lægens anbefaling stoppede jeg kold tyrker efter ca. 1 mdr. behandling. Kom derefter i et terapeutisk forløb hos en psykolog, det gav mig nogle værktøjer, som kombineret med nogle andre værktøjer, gjorde at jeg kunne "leve" med min situation.

Jeg skiftede også branche, og fandt ud af hvad der var vigtigt for mig i mit virke.

1. Kollegaer
2. Miljø
3. Opgaver
4. Udvikling
5. Frihed

I dag er jeg ikke rask, og er på vej ud af et ret omfattende stress forløb på mit nuværende arbejde. Da jeg var det seneste stressforløb ville jeg ikke rigtig indse det igen. Blev ved med at sige ting som

1. Jeg er ikke stresset (min rekord var at sige det til en kollega 5+ gange inden for 2 min.)
2. Min hukommelse er dårlig / jeg er ikke effektiv i min opgaveudførsel
3. Nå det ikke trykker for brystet så stresser jeg ikke. :D
4. Jeg er kun besvimet en enkelt gang.

Jeg har det bedre i dag, jeg giver færre "fucks" på arbejdet. Kommer og går når det passer mig, og når det jeg når. Det er utilfredstillende, til gengæld er min "work-life" balance bedre.

Så hvad vil jeg med denne røvsyge navlepillende rant?

Jeg vil måske bare sige, at der kommer ikke nogen og reder dig, du skal stå dig selv nærmest. Der er ikke en stående applaus på den anden side af at du har banket dig selv i gulvet med stress.

Personligt har jeg ikke gode erfaringer med "systemet" og holder mig langt væk fra det. Så kognitiv terapi, refleksion, perspektiver, psykologisk indsigt og analytisk distance er det der gør jeg kan leve med mig selv i dag. Det var værktøjer der hjalp og hjælper mig videre.

Du er allerede langt, du har erkendt din situation, og du har motiveret dig selv til at række ud efter hjælp. Så det skal du rose dig selv for.

Knæk og bræk med det hele! Vi ses på grillen champ <3

Jeg havde stress for et års tid siden. Måske ikke så alvorligt som andre her, men det var absolut ikke sjovt. Havde hjertebanken og trykken i brystet, tog til lægen som sagde det var stress.

Min chef spurgte om jeg ville sygemeldes, men jeg ville egentlig helst bare arbejde - nok ikke det bedste valg for alle, men jeg følte at gå hjemme og koge i mine egne tanker ville være en ulempe. Min chef er heldigvis super god, så han fik hurtigt uddelegeret nogle af mine opgaver så jeg kunne sidde og nørkle med mindre vigtige ting i mit eget tempo, plus jeg holdt alle de pauser jeg følte var nødvendige. Efter et par uger var jeg nogenlunde normal igen. Jeg har fået mere backup til mine arbejdsopgaver, så jeg ikke føler jeg sidder selv med en masse som før.

Men jeg kan stadig mærke stressen snige sig ind på mig af og til, og så skruer jeg ned, tager tidligt fri osv.

Men hvad der udløste/udløser min stress er ikke kun arbejde - det er måske i virkeligheden det mindste af det. Jeg har været nødt til at strategisk blokere for bestemte nyheder, samt filtrere keywords på lemmy/mastondon, fordi alle de negative nyheder påvirker mig meget. Derudover har jeg ikke rigtig noget liv, og det påvirker også min sindstilstand i perioder. Det er egentlig bare for at sige, at stress ikke nødvendigvis kun kommer af arbejde, men mange små kilder kan også vælte læsset.

Ud fra mine erfaringer kan jeg kun sige; accepter din stress, find kilderne til stressen, og gør noget ved dem. Det lyder til at du allerede har gang i det, så jeg tænker det nok skal gå! Men vær opmærksom på at det nok altid vil lure i baggrunden, så vær opmærksom på det, og accepter at det kan være nødvendigt at gøre ting lidt anderledes i perioder.

For noget tid siden tog jeg til lægen, fordi jeg fik smerter i brystet, ud i armen og op i nakken. Jeg kunne næsten ikke trække vejret og troede, at nu var den gal med hjertet. Men lægen tjekkede mig og sagde, det var stress. Jeg tænkte det ikke var fedt – men bedre end at hjertet var ved at stå af.

Jeg havde egentlig haft trykken for brystet i over et år, og min hukommelse haltede også. En kombination af dårligt arbejdsmiljø og min egen inhabilitet til at sætte grænser. Lægen foreslog en sygemelding, men jeg takkede nej og gik på arbejde næste dag.

Noget af grunden er at vis jeg skulle sygemelde mig, så det mine kollegaer og samarbejdspartner der så skulle behandle mig. Det min "stolthed" nok lidt for stor til.

Heldigvis kunne mit arbejde lave om på mine opgaver og vagter. Nu har jeg lidt hjemmearbejde og mere fleksibilitet – min chef ved ikke noget om stressen, det passede bare heldigt sammen med min arbejdsplads behov og det jeg fandt ud af jeg havde brug for.

Selvom jeg ikke 100% lyttede til lægen, så satte det nogle tanker i gang. Jeg har øvet mig i ikke at skulle redde hele verden og trække mig, når hovedet koger over.

Jeg håber, jeg er sluppet okay. Og at det ligesom stopper her. Min trykken for brystet er mindre og ikke konstant, og synes min hukommelse er bedre.

... Men jeg vil klart anbefale andre at lytte til lægen og passe på sig selv. Også selvom jeg selv er en lidt dumstædig facon der ikke gjorde/gør det.

De andre skriver fint en lang liste. Her er min erfaring meget kort:

1. Oplevede at jeg havde tankemylder på arbejdet
2. To timer inden en præsentation gik klappen ned - noget jeg aldrig har prøvet før
3. Jeg kunne lige netop trække vejret nok til at ringe og melde mig syg
4. Lægen sygemeldte mig med stress
5. Jeg var syg det meste af 8 måneder
6. Kom tilbage i arbejde
7. Har siden da (7 år siden) kunne mærke "noget" i kroppen. Det slipper nok aldrig helt.

Det er skide hårdt, og kan også have følger, der gør det svært, at arbejde igen.

Mit bedste råd er, at du for alt i verden passer på dig selv. Jeg kunne i hvert fald mærke, at jeg kunne have røget HEEEELT ned, hvis ikke jeg havde trukket mig fra en række situationer efterfølgende.

Jeg var nede med stress for nogle år siden. Det kom af en kombination af at have haft dårlige ledere i en periode som havde fjernet al min selvtillid, samtidig med at jeg fik givet mere ansvar end der nogensinde havde været rimeligt.

En dag fik jeg er knæk. Jeg sad efter arbejde i sofaen ved siden af min kone, og kunne ikke andet end bare at sidde og græde.

Dagen efter meldte jeg mig syg på ubestemt tid, tog fat i en privatlæge igennem pension Danmark, og fik en snak 30 minutter senere om hvad jeg oplevede. Han sagde han mente det var stress, og at jeg skulle tage fat i egen læge med det samme, og få det på papiret. Samtidig skulle jeg tage fat i en psykolog, som jeg heldigvis også kunne få med en enkelt dags varsel igennem pensionen.

Derefter havde jeg en lang og træls periode med læge og jobcenter der insisterede på at jeg sagtens kunne arbejde på fuldtid, imens min psykolog insisterede på at jeg skulle holde mig syg.

Til sidst kom der et punkt hvor hverken jeg eller psykologen mente vi rigtigt havde mere at snakke om, og blev enige om at jeg kunne tage kontakt igen hvis det blev nødvendigt, men at forløbet var afsluttet, og jeg stadig skulle holde mig sygemeldt da hun ikke mente jeg var klar endnu, men stadig skulle arbejde med nogle af tingene inde i hovedet. Det resulterede i at jobcenteret tog mine sygedagpenge fra mig, da jeg ikke var i aktiv behandling, og de derfor mente at jeg var fuldstændig rask.

3 uger senere startede jeg på ny uddannelse. For mig var det det helt rigtige, fordi jeg dermed fjernede mig selv fra det miljø der gjorde mig syg. Men hvad jeg lærte af det hele er aldrig nogensinde at være ærlig overfor jobcenteret, og stå mere fast i hvad jeg har behov for.