Havde besøg af en internet-ven hen over weekenden, som jeg har snakket med i nogle år. Han er ukrainsk flygtning så min kæreste og jeg valgte at slæbe ham med ud i nogle af de naturområder vi holder rigtig meget af så han kunne få noget ren luft i lungerne og noget grønt til øjnene.
Det virkede til at han nød at komme lidt ud af den rutine han har været fanget i her i landet. Det er nok ikke det nemmeste at flygte helt alene til Danmark og ende som kastebold på jobcenteret. Under omstændighederne og trods min foragt for den del af systemet, så synes jeg faktisk at de har formået at gøre nogle gode ting for ham på relativt kort tid. Det er bare ikke ting, der giver et menneske livsglæde på den lange bane.
En permanent tilstand af midlertidighed. En midlertidig bolig i en midlertidig by, hvor man ikke kender nogen og alle har for travlt til nabovenskab. Man er kun der, fordi kommunen fandt et midlertidigt job til én, som tager en halv time at pendle til med bus. Midlertidige kollegaer. Midlertidig ensomhed. År efter år. Mens krigen stadig raser derhjemme.
Alligevel har jeg aldrig hørt ham brokke sig over noget. Kun taknemmelighed overfor Danmark og danskerne. En næsten antropologisk interesse i vores kultur og os som folk. Mange spørgsmål om vores vaner og væremåder.
Vores samtaler gled ind og ud ad alle mulige emner. Fra mondæne detaljer om hvordan vi fejrer jul til hvad der ville ske med ham hvis han rejste hjem og hvordan det nærmest ville være en dødsdom. Hvordan han har ikke set sin familie og venner i fire år. Hvordan han plejede at plukke kirsebær med sin bedstefar i det høje træ i haven og sejle i kano mellem øerne med sin fætter i Sortehavet. Hans bedstemor der lavede kirsebærtærter og kirsebærsaft og lærte ham at skrælle kartofler da han blev gammel nok til at flytte hjemmefra. Hans forældres kærlighedshistorie og hans egen rejselyst, som driver ham. Lande han vil besøge, lande han vil prøve at bo i.
Karrysild og risalamande er noget af det danske mad han synes bedst om. Lakrids er noget fanden har skabt. Mads Mikkelsen er en god skuespiller. Danskerne smider for mange ting ud og for få af os gror kartofler i vores baghaver. Mette Frederiksen er en helt og danskerne er ukrainernes venner. Vikingegravhøje er pisse metal og det er sjovt hvordan vi bruger Dannebrog til alle mulige festligheder.
Drømmen om et frit Ukraine er begyndt at blegne for ham. Han ved ikke om han nogensinde kommer hjem. Han forlader Danmark snart. Har fundet et sted at bo og et arbejde i et andet europæisk land, som umiddelbart virker meget bedre for ham. Jeg har udtrykt et håb om at han finder nogle venner det nye sted. At han ikke på samme måde ender med at være så alene som han har været her. Han spørger om vi vil besøge det nye land og kigge forbi hvor han bor. Det vil vi gerne. Når økonomien er til det igen.
