Og det er så plan B for hvis Novo Nordisk sanktioneres?
I forhold til din første pointe:
Nej, det vil under ingen omstændigheder være styret af hverken Frankrig eller England. Måske et fælles Europæisk beredskab, men jeg kan ikke se hvorfor vi skulle erstatte afhængighed af USA med afhængighed af et andet enkelt land.
Det har jeg svært ved at tro på. Jeg tror aldrig, at det har været tilfældet, at et land har foræret et andet land atomvåben. Det er for risikabelt at afgive al kontrol, selv hvis man tror på broderskabets ånd — alle har set, hvordan lande som eksempelvis Tyskland, Ungarn, Rumænien og så videre kan tage en skarp højreradikal drejning. I værste fald kan man ende med, at have overgivet atomvåben til regeringer, der står i ledtog med Putin. Pro tempore tilhører Storbritanniens og Frankrigs atomvåben henholdsvis Storbritannien og Frankrig. Man skal være kommet meget langt, hvis de skal give dem fra sig, selv til en slags europæisk organisation, som den du beskriver. Det er ikke for at sige, at det aldrig vil kunne ske, men på kort sigt ville alt andet end »låneatomvåben« overraske mig.
Den anden pointe havde du ikke skrevet, da jeg læste kommentaren: I forhold til hvad du tilføjede til din kommentar mens jeg skrev min egen:
Jeg er ikke ekspert, men jeg vil mene at det er en fordel at have atomvåben spredt rundt i Europa, så en fjende ikke kan slå dem ud med et hurtigt synkroniseret angreb. Det giver også mere mening at bruge et Europæisk atomforsvar for et land som deltager i samarbejdet om at have et Europæisk atomforsvar.
Det er en fin pointe. Russerne har vist sig at være gode hackere, så noget sådant ville nok reducere den (nok formentlig allerede beskedne) risiko for en lammelse af systemet. Men det kommer måske også an på, hvordan atomvåbene så tilgås og så videre. Hvad ved jeg?
Får Danmark atomvåben, vil det ske ved, at man modtager dem af henholdsvis Frankrig eller Storbritannien—derfor nødsages man altså uden tvivl til, at skulle spørge dem om lov, hvis man vil affyre dem i en eventuel krisesituation. Således gør det ingen forskel om disse atomvåben er placeret i Danmark, Frankrig eller Storbritiannien, da det ikke er os, der kan træffe den afgørende beslutning.
Som sagt er der, som jeg ser det, ingen geografisk grund til, at placere atomvåben i Danmark. Jeg foretrækker snarere, at have dem anbragt i eksempelvis Finland eller Polen. Vi er vel stadig under atomparaplyern, uanset om atomvåbene er placeret i vort land eller ej? Det er ikke for at sige, at jeg er imod atombåben på dansk jord—hvis det er det, man vil, så lad gå. Jeg kan bare ikke se, hvorfor det er den klogeste handling.
Jeg er jo på ingen måde en ferm militærstrateg, eller en strateg overhovedet, så jeg er jo langt fra kyndig desangående. Irettesæt mig endelig.
Er der noget, der gør det fordelagtigt, at placere atomvåben i Danmark? Vi er ikke nærmere Rusland end Norge, Finland, Polen med flere, hvorfor jeg ikke synes, at det giver megen mening.
Da jeg stadig var i jumbobogsalderen (hvis man altså mener, at en sådan alder kun forekommer i barndommen), syntes jeg, at nummer 79 var en af de bedste. Flot samling.
For mit vedkommende ville det have været fantastisk, hvis man kunne have haft både tysk og fransk i grundskolen. En sådan holdning er dog nok ikke synderlig udbredt…. Selv hvis man valgte at »satse« på enten tysk, fransk eller spansk, tvivler jeg på, at et eneste af de sprog ville vinde frem blandt dem, der faktisk ville skulle lære det.
Et småt men godt tiltag, tænker jeg. En forsvensket form er allerede etableret i »fediversum«, og jeg ser den brugt flittigt — lad os da ikke sakke bag dem (svensken).
Forhåbentlig er udviklerne noget mere besindige….
I ved, jeg er begyndt at overveje, om sprøjtemidler monstro ikke er så gode endda!
Jeg er for nylig blevet færdig med »The Curse of Chalion«, en fin fantasyroman af den amerikanske forfatter Lois McMaster Bujold.
Bogen finder sted i en fiktiv verden, der umiddelbart minder meget om den Iberiske Halvø, og omhandler en adelsmand af mindre betydning, der er vendt hjem til sin hjemstavn efter en længere periode som først soldat og derefter slave. Da han bliver udnævnt til kongerigets prinsesses lærer og sekretær, begiver historien sig ud i hofintriger og så videre, dog med nogle action-sekvenser indimellem.
Bogen er for mig særlig interessant fordi den indeholder en gennemtænkt og realistisk religion, der i modsætning til i mange andre værker har stor indflydelse på fortællingen, samt en lidt ældre hovedperson end hvad der er sædvanligt i fantasygenren, hvoraf det sidstnævnte har givet bogen et ry for at være mere »voksen« fantasy.
Bogen er ikke banebrydende, men den er aldeles veludført og sammenhængende i sit handlingsforløb, og jeg var underholdt under hvert kapital. Hvis man er engelsklæsende synes jeg, at man bør give den en chance.
Kan købes som digital bog hos Kobo og Amazon:
https://www.kobo.com/dk/da/ebook/the-curse-of-chalion
https://www.amazon.com/gp/product/B000FC11AQ
Jeg blev færdig med The Broken Empire-trilogien tidligere i dag (nu i går, skrivningen af denne anmeldelse strak sig fra før til efter midnat), og jeg tror simpelthen jeg må sige, at den er noget af det bedste, jeg nogensinde har læst.
Når jeg ser trilogien blive omtalt på internettet, er det første folk plejer at nævne, er hvor voldsom den er. »Grimdark«, kaldes genren. Der er meget vold og der er meget død. Der er voldtægt, afhuggede hoveder, tortur og så videre. Disse bøger er ikke for sarte sjæle. Men under alt det er bøgerne også ekstremt morsomme, og til tider tankevækkende. Jeg vil endda kalde den sidste bog i trilogien—Emperor of Thorns—for smuk.
Hovedpersonen vi følger gennem alle tre bøger er Jorg Ancrath, der i begyndelsen af den første bog kun er fjorten år gammel. Bortset fra nogle enkelte kapitler er hele trilogien skrevet i en førstepersonssynsvinkel, hvilket vil sige at vi får førsteklassessæder til Jorgs dystre sind. Jeg kan ikke sige andet end at han er en et decideret monster, men på trods af det er han på en eller anden måde ret tiltalende. Måske fordi han oven på al sin ondskab også er rigtig sjov.
På trods af mange de mange kulørte og forskellige skikkelser er Jog nok min yndlingsfigur i hele trilogien. Mark Lawrence skrev ham meget godt, og det er noget jeg kan sige om nærmest alt i hele series. Mark Lawrence er en fantastisk forfatter, selv i sin debutserie—som er denne—og jeg synes ikke hans skrivning har mange store mangler, hvis der da overhovedet er nogle.
Bøgerne blev oprindeligt skrevet på engelsk, og selvom de sidenhen er blevet oversat til mange sprog, er de aldrig udkommet på dansk, eller sågar norsk eller svensk. Derfor måtte jeg læse dem på originalsproget. Jeg tænkte ikke at det ville være nogen stor udfordring, men det endte alligevel med at volde mig en smule problemer. Jeg regner mig selv for værende bedre til engelsk end størstedelen af den danske befolkning, men på hver anden eller tredje side der var altid lige et ord jeg ikke kendte, og så måtte jeg jo så slå det op, Hovmod står for fald, eller hvad? Til sidst kom jeg dog ind i en eller anden rytme (Mark Lawrence havde nok også næsten udtømt sit eksotiske ordforråd), og så gik læsningen stærkt.
For lige at vende tilbage til begyndelsen af dette indlæg vil jeg igen sige, at The Broken Empire Trilogy nu har bevæget sig ind på toppen af min liste over bøger jeg kan lide. Den er i hvert fald garanteret en tredjeplads, og måske en anden- eller førsteplads. eg har allerede købt alle tre bøger i The Red Queen's War-trilogien, der foregår samtidigt med denne, dog med en anden hovedperson, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med den efter jeg har udgivet denne anmeldelse. Der skal sikkert også snart komme an anmeldelse af den fra mig, tænker jeg.
Hvis nogle af jer, der måske læser denne anmeldelse (og som ikke allerede har læst bøgerne), kan lide fantastik eller videnskabsfiktion (ja, jeg fordansker, hvorfor dog ikke?), vil jeg varmt anbefale denne bogserie. For flere vil den vise sig at være for voldsom, men for dem der kan tåle det, er det en fantastisk læseoplevelse de går i møde.
Prince of Thorns: 85/100
King of Thorns: 95/100
Emperor of Thorns: 100/100
The Broken Empire Trilogy: 95/100
