Apropos overeksponering: Det er selvfølgelig en vigtig sag, og det er dejligt at den diskuteres, men jeg er samtidig også glad for, at det ikke fylder så meget her som på Reddit.
Er det ikke en smule puerilt?
Jo, selvfølgelig—det er kontekstbaseret. Pluralisformen erfarer jeg mest blive brugt med en negativ sociopolitisk eller -kulturel forbindelse, men man kender vel naturligvis også til andre semantiske konnotationer.
I øvrigt, nu vi taler om ordet »tilstand«: Noget, som har irriteret mig i noget tid, er hvordan det synes at være stærkt kannibaliseret af det engelske »mode«, eksempelvis i computer- og spilrelateret brug som i »dark mode«, »light mode«, »game mode«, »flight mode« osv. Jeg stemmer for at vi, det danske folk, oprejser »tilstand« fra dets sygeleje og reetablerer ordets forhenværende pragt.
Jeg tror aldrig, at jeg har hørt ordet »tilstande« brugt i en positiv sammenhæng før nu.
Bemærk dog, at FIDE-ledelsen er de største fjolser i denne saga, da de faktisk accepterede spillernes anmodning.
Der bør jo slet ikke findes et »uafgjort mesterskab«; Turnerings udfald er i værste fald aftalt spil mellem Carlsen og Nepomnjasjtjij. Finalens format var akkurat som en straffesparkskonkurrence—problemet var de to spillere, der besluttede sig for, at de ikke gad tabe, hvorfor de ikke gad spille. Tænk at Carlsen turde opføre sig således efter først at have trukket sig fra turneringen.
Et dansk landshold vinder en medalje i en håndboldturnering.
Requiescant in pace
De tre kroner
1535–2025
Hva'ba'?!
Reglerne er givetvis tåbelige, men Magnus Carlsen er tåbeligere endnu. FIDEs strenge tøjregler er uden tvivl velkendte for ham, så at han vælger at deltage i turneringen uden at følge reglerne, for så at lave en scene når disse håndhæves, er latterligt. Han er en total dramaqueen.
Jeg blev færdig med The Broken Empire-trilogien tidligere i dag (nu i går, skrivningen af denne anmeldelse strak sig fra før til efter midnat), og jeg tror simpelthen jeg må sige, at den er noget af det bedste, jeg nogensinde har læst.
Når jeg ser trilogien blive omtalt på internettet, er det første folk plejer at nævne, er hvor voldsom den er. »Grimdark«, kaldes genren. Der er meget vold og der er meget død. Der er voldtægt, afhuggede hoveder, tortur og så videre. Disse bøger er ikke for sarte sjæle. Men under alt det er bøgerne også ekstremt morsomme, og til tider tankevækkende. Jeg vil endda kalde den sidste bog i trilogien—Emperor of Thorns—for smuk.
Hovedpersonen vi følger gennem alle tre bøger er Jorg Ancrath, der i begyndelsen af den første bog kun er fjorten år gammel. Bortset fra nogle enkelte kapitler er hele trilogien skrevet i en førstepersonssynsvinkel, hvilket vil sige at vi får førsteklassessæder til Jorgs dystre sind. Jeg kan ikke sige andet end at han er en et decideret monster, men på trods af det er han på en eller anden måde ret tiltalende. Måske fordi han oven på al sin ondskab også er rigtig sjov.
På trods af mange de mange kulørte og forskellige skikkelser er Jog nok min yndlingsfigur i hele trilogien. Mark Lawrence skrev ham meget godt, og det er noget jeg kan sige om nærmest alt i hele series. Mark Lawrence er en fantastisk forfatter, selv i sin debutserie—som er denne—og jeg synes ikke hans skrivning har mange store mangler, hvis der da overhovedet er nogle.
Bøgerne blev oprindeligt skrevet på engelsk, og selvom de sidenhen er blevet oversat til mange sprog, er de aldrig udkommet på dansk, eller sågar norsk eller svensk. Derfor måtte jeg læse dem på originalsproget. Jeg tænkte ikke at det ville være nogen stor udfordring, men det endte alligevel med at volde mig en smule problemer. Jeg regner mig selv for værende bedre til engelsk end størstedelen af den danske befolkning, men på hver anden eller tredje side der var altid lige et ord jeg ikke kendte, og så måtte jeg jo så slå det op, Hovmod står for fald, eller hvad? Til sidst kom jeg dog ind i en eller anden rytme (Mark Lawrence havde nok også næsten udtømt sit eksotiske ordforråd), og så gik læsningen stærkt.
For lige at vende tilbage til begyndelsen af dette indlæg vil jeg igen sige, at The Broken Empire Trilogy nu har bevæget sig ind på toppen af min liste over bøger jeg kan lide. Den er i hvert fald garanteret en tredjeplads, og måske en anden- eller førsteplads. eg har allerede købt alle tre bøger i The Red Queen's War-trilogien, der foregår samtidigt med denne, dog med en anden hovedperson, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med den efter jeg har udgivet denne anmeldelse. Der skal sikkert også snart komme an anmeldelse af den fra mig, tænker jeg.
Hvis nogle af jer, der måske læser denne anmeldelse (og som ikke allerede har læst bøgerne), kan lide fantastik eller videnskabsfiktion (ja, jeg fordansker, hvorfor dog ikke?), vil jeg varmt anbefale denne bogserie. For flere vil den vise sig at være for voldsom, men for dem der kan tåle det, er det en fantastisk læseoplevelse de går i møde.
Prince of Thorns: 85/100
King of Thorns: 95/100
Emperor of Thorns: 100/100
The Broken Empire Trilogy: 95/100
Det er vel også staten, der håndterer Huawei? 中国和平崛起