twig

Tak - det giver mere mening :-)

Jeg forstår dog stadig ikke hvordan det kan betragtes som en dobbeltstandard. Jeg synes at forskellen på Rusland og Israel er soleklar: Ruslands retorik og handlinger over for Vesten og Danmark overlader intet til fantasien.
Luftrumskrænkelser, cyberangreb. Truede en af deres ping'er ikke med at smide en atombombe på et dansk flådeskib for ikke så mange år siden?

Uanset hvad man mener om Israel er det ikke et land, der ønsker et fjendskab med Danmark eller Vesten.
Rusland fører hybridkrig mod Vesten (og dermed også os).

Er der ikke endda snak om at købe Israelsk droneforsvar til at beskytte os mod de droner, der ud fra Occam's ragekniv må antages at være russiske? Så bliver forskellen da ikke meget tydeligere.

Forskellen er, at hvis DR virkelig mente “apolitisk”, måtte det gælde alle – også Rusland. At sige “det ene er politisk, det andet komplekst” er bare at indrømme, at de vælger side, men kalder det noget andet. Neutralitet findes ikke, heller ikke i Eurovision – det handler om, hvilke konflikter man vælger at overse.
[...]
Kort sagt: “Apolitisk” er ikke et princip. Det er en politisk beslutning, der skifter alt efter, hvilken konflikt man synes er bedst at ignorere.

Jeg mener det er et helt grundlæggende problem at man skal vælge side i en konflikt, vi altså ikke er en del af. Jeg har absolut ikke valgt at overse Israel/Palæstina-konflikten, men jeg er ikke en del af den, og jeg forbeholder mig retten til ikke at udpege en "god" og en "ond" part.

Jeg forstår godt den grundlæggende præmis i at man ved ikke at tage stilling også tager stilling. Men "det er et komplekst og betændt spørgsmål, og jeg kan både forstå palæstinensernes modstand og israelernes behov for sikkerhed" er faktisk ikke at ignorere en konflikt. Det er fuldt ud muligt at mene at Israel går for vidt og at den humanitære katastrofe skal stoppes, uden at man entydigt udpeger Israel som "de onde".

Det er derudover hverken det eneste eller det vigtigste spørgsmål for den danske venstrefløj at forholde sig til, men alligevel er det (som venstreorienteret) næsten ikke til at komme uden om.
Jeg håber jeg tager fejl, men jeg forudser at mange af de kandidater, jeg kommer til at være enig med i kandidattests til kommunalvalget, kommer til at henvise til Israel/Palæstina i deres beskrivelse.

så er det altså ikke tilfældet med Israel, som mange ikke mener er “de onde”

Jeg er nysgerrig omkring om det stadig er tilfældet lige i dag. Der er sikkert stadig mange, men er det faldet? Det kunne jeg godt forestille sig med den måde situationen udvikler sig dernede.

Jeg tror langt hen af vejen at dem, der meget aktivt og højrøstet mener at Israel er de onde, er præcis de samme som altid har ment det.

Der er (forhåbentlig!) flere og flere der mener at Israel går for vidt, og at den humanitære katastrofe skal stoppes, men mit indtryk er også at der på samme tid er mange, der efter 7/10 er blevet opmærksomme på det israelske perspektiv, og hvad det egentlig er man fra israelsk side oplever et helt fundamentalt behov for at beskytte sig mod.

Vores politikere opgiver tanken om at ”digitale indfødte” skulle have nogen særlig værdi. Generation Z og yngre nåede aldrig rigtigt at blive gode til de ting på computeren, som er værdifulde i organisatorisk sammenhæng, kun sociale medier, og det er selvfølgelig ikke skolens, politikernes eller forældrenes skyld – men en iboende dårligdom i teknologien. Åbenbart.

Det her men uironisk. Hell, der er tablet-apps til katte, og selvom de jo er det klogeste kæledyr er det altså ikke fordi jeg vil sætte min majestætiske missekat til at udvikle noget som helst eller spørge ham til råds om it.

Brugervenligheden og appificeringen og den forbandede leflen for laveste fællesnævner, der har ført til at man som udgangspunkt aldrig forholder sig til filsystemer (macOS Finder, jeg kigger på dig, men Windows gjorde også manuelt valg af installationssti til "avanceret installation" engang i nullerne) har gjort at den generation, der kunne have været "digitalt indfødte" som udgangspunkt kun er kompetente forbrugere, men ikke dygtige brugere. Selvfølgelig med undtagelser på trods af teknologien.

Informationsteknologi må gerne være lidt besværligt, det er dét vi lærer af. Vi lærer ingenting ved at "it just works". Vi lærer dårligere når vi læser på en skærm, og der er lige præcis ingen værdi ved at tage noter på en smartphone i læringssammenhæng. Du er bedre tjent med papir og blyant hvis målet er at blive klogere, men den erkendelse kan man ikke med nogen rimelighed forvente af børn og unge, den havde jeg sgu heller ikke selv haft. Der er det både i orden og nødvendigt at fastholde noget vi ved virker i stedet for at gamble med ungdommens læring.

Virksomhederne har heller ikke tid til det fis. Nu står jeg her i hjemmeplejen og tænker på, hvordan de ældre medarbejdere bakser med dokumentationssystemet – det meste foregår på mobil og tablet, så man kan dokumentere i selve situationen uden at skulle ind på kontoret. Og nu skal vi så fremover have yngre generationer, som er lige så uduelige som de ældre, fordi de vokser op med forestillingen om at mobiler er moralsk og kognitivt forkerte – per definition.

Men hvis de havde lært at problemløse it, og ikke havde en forventning om at alt skulle være for-tygget for dem, vil jeg vædde hele min pension på at det problem ville være pist væk, det gælder uanset generation.

Smartphonebrug gør ikke nogen bedre til noget som helst. Det er ok i mange sammenhænge, men ikke i skolen.

Ville ønske jeg vidste hvordan jeg kunne gemme fra DR også og lægge noget af det derpå.

Yt-dlp kunne være din ven i nøden her.

Edit: håber den er inden for rammerne af regel 3, ellers undskylder jeg og sletter.

Vildt! Jeg er ret fascineret af den ubestemmelige vokal, der både kunne placere tryk og få festsangs-apostrofferne med.

Fantastisk, tak for dagens musikalske oplevelse! :-D

Jeg har slet ikke fulgt med i udviklingen på det her område, men det er et ret imponerende resultat - hvor meget har du bøvlet med at prompte for at nå frem til det?

Jeg tror også der er nogen i kombinationen af iPad-opdragelse og det store kontrolbehov den forældregeneration, jeg selv er en del af, virker til at have. Alt for mange børn vokser op, tror jeg, med en usund cocktail af for lidt nærvær (iPad-opdragelse) og for lidt frihed (overdreven kontrol). Det kan umuligt være godt for børnenes socialisering.

Jeg voksede selv op med både mindre forældrestyring (mere fjollen rundt i lokalområdet med kammerater på egen hånd, ingen gps-sporing og mindre frygt for at vi skulle slå os) og mere nærvær med forældre når vi var sammen (og bedstemødre der arbejdede mindre eller slet ikke og tit var en del af opvækst og logistik ved sygdom).

Skyd den russiske drone
Før den flyver igen!
Skyd den russiske drone
Før den flyver igen!

Den fløj over en lufthavn,
Stakkels jeg sku' afsted.
Alle fly blev på jorden
Jeg sov på gulvet og græd.
OG SÅ RÅBTE DE:
Skyd den russiske drone...

Ordensmagten på stedet
Kigged' måbende på.
Ingen drone blev pløkket,
Det ku' jeg ikke forstå.
ALLE SANG I KOR:
Skyd den russiske drone...

Edit: markdown er svært :-(

Lige over :-)

Jeg er helt enig i at det er en potentiel glidebane, og jeg er også enig i at vi skal undlade at acceptere lovgivning der åbenlyst er for nem at misbruge.

Men jeg vil godt udfordre den fremherskende tese, der synes at være at det er vanskeligt at skelne mellem "acceptabel guerilla-krigsførsel" og "afstumpede og groteske angreb mod civile".

Det kan ikke være vanskeligt at se forskellen på at et bombeattentat mod et højtstående russisk mål også rammer civile (uden at det er formålet at ramme de civile), og så et angreb som det der ramte festivalen i Israel 7/10 hvor målene var civile.

Det er heller ikke vanskeligt at se forskellen på hvis israelske soldater på Vestbredden bruger civile som menneskelige skjolde (helt åbenlyst forkert!), og hvis militante palæstinensere angriber en IDF-konvoj i Gaza (militært mål).

Og hvis man synes at begge eksempler indeholder to lige kritisable scenarier mener jeg man seriøst bør tage en dyb indånding og rekalibrere sit etiske kompas.

At sige at russerne fortjener at blive bombet, og at de russere der er flyttet til Krim siden 2014 fortjener at blive sendt tilbage til Rusland, er ikke det samme som at gøre det.

Nej, jeg er enig. Og det er også to forskellige ting, hvis altså du taler om civile russere i første eksempel og ikke "russere" som samlebetegnelse for den krigsførende nation. At ønske død og ødelæggelse over alle russere er åbenlyst noget andet end at ønske alle russere ud af de besatte territorier. Og det samme kan man sige hvis du erstatter "russere" med "israelere" (eller "jøder").

Lad os lege med tanken om at Rusland vinder krigen mod Ukraine, og der opstår en slagkraftig ukrainsk modstandsbevægelse som benytter sig af samme virkemidler som Hamas gør - fordi, det er den type virkemidler man KAN benytte når man kæmper en assymetrisk krig mod en stærkere modstander. Ville vi så blive dømt for at støtte dem?

Hvis den hypotetiske ukrainske modstandsbevægelse anvendte seksuel vold mod og gidseltagning af både civile fra den anden side, turister og udenlandske arbejdere som våben, så håber jeg saftsuseme at man også ville blive dømt for at støtte deres angreb. Men ikke for at have sympati for deres sag.

En stor del af problemet med Israel/Palæstina-debatten (og den primære årsag til at jeg som udgangspunkt ikke deltager i den, især online) er at der, i min oplevelse, på begge sider er en udbredt tendens til at man skal acceptere (og stå på mål for) virkemidlerne fra den side, man har sympati med (for man skal vælge én), og man er i det hele taget tvunget til at betragte det sort/hvidt, selvom det i virkeligheden er enormt kompliceret.