Ja den rammer lidt for tæt på til at det er sjovt. Kombineret med forældre der sagde “du er alt for klog til at blive håndværker, du skal være ingeniør eller lignende” lagde et pres der endte med at give seriøs angst for at fejle.
this post was submitted on 15 Feb 2025
14 points (100.0% liked)
Det Mentale Barometer
24 readers
1 users here now
Det Mentale Barometer
Dette er et trygt fællesskab, hvor man kan dele sine tanker, følelser og erfaringer om mental sundhed og trivsel. Her kan du:
- Snakke om emner som ADHD, autisme, angst, depression, glæde, lykke, og alt det, der fylder mentalt.
- Digitale og sociale medier og hvordan de påvirker os positivt såvel som negativt.
- Dele memes, relevante artikler, videoer eller billeder.
- Lufte dine tanker og følelser, hvis du har brug for et sted at dele.
- Reflektere over dit mentale og følelsesmæssige helbred, alene eller sammen med andre.
Grundprincipper for fællesskabet
- Respekt og støtte: Vi dømmer ikke hinanden. Alle oplevelser er forskellige og vigtige. Ikke to personer oplever udfordringer på samme måde – og det er okay.
- Åbenhed: Du behøver ikke en diagnose for at være her. Alle er velkommen.
- Et trygt rum: Dette er et sted til at dele, lære og vokse uden frygt for nedgørende kommentarer.
Kort sagt: Vi er her for at skabe et inkluderende fællesskab af gensidig forståelse, respekt og støtte.
In Short (English)
A safe and inclusive community to share thoughts, feelings, and experiences about mental health. Everyone is welcome, with or without a diagnosis. Respect, support, and openness.
founded 1 month ago
MODERATORS
Jo det lyder meget rigtigt. Smid så asperger oveni. Jeg fik først diagnose på ADD og ASD sidste år som 41 årig, såh. Ikke nok med at jeg har fucket mine uddannelsesår up med at droppe ud hele tiden af diverse uddannelser, så kan jeg heller ikke holde et job.
Foruden angst og depression så har jeg kæmpe problemer med PDA (PS: "pervasive drive for autonomy" beskriver det nok bedre) og autoriteter.
Så for at konkludere, jep, kan godt genkende det meme. At fucke op hele livet uden hjælp eller støtte for så at ramme alle murene i voksenlivet.
Har altid haft det let i hele grundskolen og jeg kede mig hele tiden da det var nemt, og gad derfor aldrig lave lektier eller forberede mig fordi jeg kunne jo altid sagtens finde ud af det eller lige øve mig lidt 5 minutter før timen startede. Det har så til gengæld gjort at jeg har haft det enormt svært i gymnasiet og uni da man jo ikke bare lige kan lære det på 5 minutter med en hurtig adhd hjerne. Arbejdsmarkedet blev endnu sværere da jeg så selv skulle til at definere hvad jeg skulle lave og brændte totalt ud flere gange da jeg jo ville lave det hele og altid til perfektion men kunne aldrig "tage mig sammen" nu efter diagnosen giver alting meget mere mening hvorfor alting var så pokkers svært at få gjort til tiden. Har stadig meget jeg skal lære om mig selv, men det går fremad et skridt ad gangen.
Virkelig rart at høre, at det går fremad; det giver håb. Jeg har ikke nogen diagnose, men kan sagtens genkende billedet. Jeg har haft lignende oplevelser med folkeskolen og er endt med et solidt imposter syndrom efter universitetet, som kun bliver hjulpet af "at jeg aldrig kan tage mig sammen", som kun bærer brænde til udbrændthedsbålet. Forhåbentlig bliver det bedre hen ad vejen.
Ja imposter syndrom kender jeg alt for godt. Selv efter min diagnose har det hængt tungt og givet følelsen af skam. Man bliver nødt til at få det rystet af sig.
Se at få snakket med lægen hvis du har mistanke om adhd eller hvad end det nu måtte være. Især hvis du føler at det er noget som forhindre dig i at opnå det du gerne vil eller have en hverdag som fungere.
Arbejdsmarkedet blev endnu sværere da jeg så selv skulle til at definere hvad jeg skulle lave og brændte totalt ud flere gange da jeg jo ville lave det hele og altid til perfektion men kunne aldrig “tage mig sammen” nu efter diagnosen giver alting meget mere mening hvorfor alting var så pokkers svært at få gjort til tiden. Har stadig meget jeg skal lære om mig selv, men det går fremad et skridt ad gangen.
Jeg har ikke nogen diagnose (endnu 😅), men jeg kan bestemt genkende det her, samt at have det let tidligt i folkeskolen og så få det sværere senere).
Hvad har du så gjort som voksen for at få hverdagen med arbejde osv til at virke?
Methylphenidate hjælper en del med motivationen så jeg kan komme op af sofaen og rent faktisk gøre nogle af de ting som jeg har lyst til. Problemet for mit vedkommende er at jeg har en hel masse ting jeg gerne vil, men min hjerne får ikke dopamin nok til faktisk at gøre nogen af delene og det er derfor svært at komme i gang for så derefter at holde fokus fordi hjernen stadig ikke får dopamin. Alt hvad jeg har lyst til bliver defor en opgave og et kedelig arbejde istedet for noget sjovt og rart at lave. Medicinen gør at dopaminen rent faktisk får tid til at virke og komme rundt i hjernen og det gør en kæmpe forskel. Jeg er nu langt mere målrettet og klar i mine tanker for når jeg sætter mig noget for så virker dopaminen og jeg føler at det er vildt fedt endelig at gøre noget ved nogle af alle de ting jeg altid har drømt om.
Med det sagt så er medicin sikkert ikke svaret for alle, men for mig har selv bare en lille dosis ændret mit humør, og givet mig glæden tilbage. Jeg døjer ikke længer med svær depression og angst.
Har faktisk lige gået og kæmpet lidt med at jeg i en periode på 4-5 uger har taget en for høj dosis fordi jeg troede jeg havde brug for det, og det gik godt i starten, men det har bare vist sig over tid at have gjort alting værre igen. Mange depressions og angst tanker kom tilbage og følte mig som en zombie der ikke rigtig var i kontrol over min egen krop. Jeg er lige gået ned en dosis og nu går det godt igen. Alt med måde.
Hvis man går og har tanker om at man måske har adhd så er det bare med at komme afsted. Man må ikke blive bange for medicinen når man hører ord som "zombieagtig" eller "uden kontrol" det er en bivirkning der kan ske og man har enten den forkerte medicin eller en forkert dosis. Når min medicin er korrekt føler jeg derimod at jeg endelig efter 20 år faktisk er mig selv. Uden medicin så set i bakspejlet var jeg heller ikke i kontrol over min krop (hvor jeg troede at jeg var) og depression og angst er bestemt heller ikke sjovt. Som sagt med den rette dosis tænker jeg klart og jeg føler at jeg er i kontrol over mig selv og er bare glad i låget og har lyst til at lave en masse ting og jeg er endelig i stand til at holde fokus og prioritere mine opgaver og energi.
Det er da mega nice at medicinen har så positiv effekt på dig ;)
Har du måtte ændre andre ting i dit liv? Fx erkende at 8 timers søvn er afgørende, planlægge dine dage nøje, lave struktur i hverdagene, undgå for mange sammenkomster, gå til meditation, undgå euforiserende stoffer osv, undgå støjende scenarier, bruge naturen rekreativt?
Tja jeg ved ikke hvor meget af det du nævner har ændret sig. Det har vel altid været noget jeg har vidst, men bare ikke rigtig har kunne finde ud af at gøre uden at det krævede en masse energi at holde på plads. Med medicin skal jeg ikke længer tænke så meget over det og det er lidt mere automatisk og der er derved mere overskud til at gøre ting jeg rent faktisk har lyst til i stedet. Selv "kedelige ting" så som vasketøj og rengøring er pludselig ting jeg har lyst til og det at udføre opgaven i sig selv gør mig ikke træt mentalt.
Kombinér med konstant at få at vide at man er SÅ dygtig, når tingene kommer nemt til én i hele folkeskolen, så lærer man IKKE at lave sine lektier. Men det går på gymnasiet, for man kommer langt på at excellere i et par fag og have charme, selvtillid og lækkert hår i de andre. Og så på universitetet: Angst, depression, den ene fallit-erklæring efter den anden.
Jow, tak.