Vi fik det lavet hos et advokatfirma i Silkeborg. Et sted min mor arbejder som sekretær.

Det blev lavet som et notartestamente, så det opbevares i et centralregister. Så er der garanti for at testamentet findes ved dødsfald. Der er også andre muligheder, men vi syntes notartestamentet var bedst for os. Mere info her: https://www.borger.dk/oekonomi-skat-su/Oekonomi-i-familien/Gaver-og-arv/Testamente

Det blev også lavet så det ikke skal ændres uanset hvor mange børn vi potentielt får, da de ikke står nævnt ved navn. Det kan man selvfølgelig lave om på et tidspunkt, hvis man vil specificere hvad børnene skal have, men det var ikke vores formål (endnu)

Altså, med den oplevelse du har haft, så kan jeg godt forstå at det føles ubehageligt. Det er jo en væmmelig ting at skulle forholde sig til.

For mit eget vedkommende er jeg ikke ramt af ubehag, men jeg tror også at det er fordi jeg på en måde har skulle forholde mig til døden siden jeg var lille. Har forældre som er væsentligt ældre end de fleste andres så jeg måtte allerede som ret lille forholde mig til at der var en sandsynlighed for at jeg ville miste en af mine forældre tidligt.

De gennemgik også deres testamente med min yngre søsken og mig da vi var preteens eller lidt yngre. Mest så vi vidste hvad der ville ske med os hvis vi blev forældreløse. Vi fik også lov til at vælge ting vi gerne ville arve fra dem, men kan ikke huske om det var ved den første samtale om testamente eller om det var nogle år senere. De informerede os hver gang de lavede revisioner så vi var up to date med deres ønsker.

For nogle lyder det nok lidt makabert og jeg tror ikke de ville have gjort det hvis ikke vi kunne holde til det, men jeg synes personligt at det var en mega god måde at inddrage sine børn i sine planer sådan så de kan føle at det her er noget vi gør sammen som familie. Jeg har bestemt været bange for at miste mine forældre, men jeg var aldrig bange for hvad der skulle blive af os fordi vi vidste hvem vi skulle bo hos og hvor, hvad der ville ske med huset og at vi ikke skulle skifte skole. For mig var det bare rart at vide. Var også sjovt at få lov til at vælge noget fra dem hver som vi gerne ville arve hver især. De to ting jeg valgte har nok ikke den helt store pengeværdi, men de minder mig om min far og om min mor og det er det eneste jeg interesserer mig for haha.

Ved ikke om det på nogen måde kan hjælpe på ubehagen hos dig, især når det kommer til tanken om måske at skulle tale med sine egne børn om det på et tidspunkt. Det kan lade sig gøre uden at det bliver traumatisk for nogen og kan sågar være en bonding-oplevelse som er et rart minde når ungerne selv en dag bliver store.

Og så håber jeg at du og din ægtefælle har det samme jernhelbred mine forældre har så det aldrig bliver mere end en plan x)