Feddit.dk

Hej Bob. Håber du har ret ; )

Som jeg ser det var drengen ok, men selvfølgelig forslået. Der var trods alt energi nok til at lave en del skader på bilen.

Mine var ret berørte. Måtte droppe skolen og tage hjem med dem. De er ok nu :) Jeg selv var ret berørt også. I starten var jeg sindssygt nervøs for at drengen var kommet meget til skade. Og da han rallede og havde besvær med balancen og tale, var jeg nervøs for noget hjerneblødning osv. Kunne ikke sove om aftenen, og dagen efter var jeg så træt at jeg faldt i søvn alt for tidligt og vågnede klokken 03 og kunne ikke sove mere.

Præcist derfor er det en skide god idé at have dashcam i sin bil, helst noget der kan optage tæt på 360°, ikke at det hjælper dig i denne sag.

Skaderne på bilen bekræfter ret tydeligt hvad der er sket, heldigvis.

Politimanden var en meget ung mand, kun 25 år. Så han var ikke top rutineret. Meget dygtig og professionel dog. Han udviste frem for alt psykisk omsorg for både mig og mine børn, og tog sig sekundært af det tekniske. Han ringede til mig dagen efter, og der roste jeg hans arbejde til skyerne.

Hvilket dashcam bør man få dog? Så på et tidspunkt lidt tilfældig den her video fra Linus Tech Tips om hvordan de fleste dashcams bare er skrald.

miste sit kørekort så nemt

ja, også fordi det ofte ikke bidrager med noget konstruktivt. Jeg kan jo ikke lærer af en eventuel straf, da jeg intet anderledes kan gøre en anden gang. Det var noget andet hvis jeg havde drukket eller kørt åndssvagt.

Altså hvordan vidste du at det var “alvorligt nok” til at det skulle være 112?

Han var i chok og forstod ikke situationens alvor. Han ville tilse sit løbehjul frem for lige at sidde stille og samle sig. Hans tale var simpel og random. Han kiggede bare forvirret rundt og svarede ja og nej til det jeg sagde. Jeg måtte gribe ham og sætte ham ned nogle gange da han ikke kunne holde balancen. Uanset hvad ville jeg have proffer til at tjekke ham. Statistikkerne taler ikke godt for folk der bliver ramt af en bil med 40 kmt. Tænk hvis man bare lod ham gå og så der viste sig at være noget med hovedet?

Kan ikke helt gennemskue om jeg skal sige tillykke ? :/

Ja, jeg har undervist på forskellige universiteter i ind- og udland og kan virkelig godt lide det. Jeg synes det er sjovt og givende, men det gør det nemmere i min bog, at studerende i højere grad har valgt at være der/valgt fag end på gymnasiet.

Tak! Haha nej nej, slet ikke : D

Jeg har tidligere undervist i historie, men denne gang er det bredere og på tværs af alle fag.

Jeg går ind for synlige downvotes (tager det sure med det søde). Det kan man heldigvis selv styre på Lemmy.

Hvad er problemet med topics? Det tænker jeg er noget der gør communities nemmere at finde.

F.eks. det at man kan lave feeds og så endda dele dem med andre: https://piefed.dk/f/fedditdk

Jeg kan også godt lide at man kan give et community et “topic”. Det gør det nemmere at fremsøge og vise lignende communities.

Admin-delen virker også bare mere gennemtænkt + det er nemt at tilføje communities fra andre servere.

En ft springer.

Nu skal vi lige finde ud af om vi venter til næste gang den er i løbetid eller om vi skal ud og se hvad der ellers er.

Det er en (lidt for) populær race så markedet er kæmpe stort, og vi har ikke rigtig fulgt med i hvad der rør sig på avls området de sidste 7-8 år.

Kæresten vil jo helst bare at vi kloner den vi har 😄

Den er så småt gået på pension, og det tager trods alt 1-2 år før den evt ny er dresseret færdig og er klar til at tage over.

Ej det lyder altså heller ikke sjovt! Det er dog interessant hvilke ting, der hjemsøger os og går igen i perioder hvor vi er stresset og/eller ængstelige.

Ja jeg er ikke skide heldig. Til gengæld, når det er gode drømme, så er de lige så ekstreme, men i den sjove retning.

Hvis du ønsker at blive god til at huske dine drømme så begynd at føre drømmedagbog. Der er måske ikke så meget at skrive i starten. Måske mere følelser og fornemmelser når du vågner om morgenen, men med tiden vil du kunne huske flere og flere ting og det kan være ganske underholdende.

Jeg havde på et tidspunkt en ret syret drøm som jeg skrev ned og begyndte at udvikle på til en moderne fantasybog, som jeg gerne vil skrive på et tidspunkt når jeg lige får overskuddet. Drømme kan være ret grineren. Den drømmende hjerne er en gakket makker.

Jeg håber at det fortsætter sådan for dig, min ven, for voksen-mareridt er en lidt anden liga end børne-mareridt. På en måde foretrækker jeg at min hjerne kører på anatomisk tortur fremfor at køre på min kærlighed til andre, for de værste mareridt jeg har haft som voksen var de hvor jeg mistede folk jeg elsker. Har siddet på bagsædet af en bil der kørte alt for stærkt og set en betonmur komme tættere og tættere på mens jeg kigger på min far der forgæves prøver at bremse og vågne med et gisp da vi rammer muren. Jeg har oplevet hvordan det er at miste min dengang yngste niece til et uheld og hvordan familien gik fuldstændig fra hinanden efter hendes død. Skyldfølelsen og synet af en alt for lille kiste var bare så forfærdelig. Har prøvet at gennemgå hele fasen hvor myndighederne kommer og fortæller mig at mit livs kærlighed er død, men ingen vil fortælle mig hvorfor og jeg må bare leve i uger og måneder med sorgen mens jeg pakker vores liv ned i kasser og aftaler med hans forældre og søskende hvad de vil have af hans ting. Jeg har ligget i vores seng og snuset til hans pude mens alt indeni føltes så tungt og forfærdeligt fordi han er væk. Jeg har troet at jeg har hørt hans stemme i det andet rum, men det var bare mine tanker, der spillede mig et pus. Jeg har følt mig så hjerteskærende ensom og hungre efter at blive holdt om, men ingen kram ud over hans kan berolige mig, så al omsorg fra andre føltes hul og kold. Jeg har måtte flytte ud af vores lejlighed og ind i noget mindre. Folk kigger på mig med medlidenhed og det kunne ligeså godt være afsky, fordi jeg føler mig fremmedgjort og giftig. Jeg har ikke kunnet sove om natten fordi han ikke er der. Og jeg har vågnet efter alle de måneders sorg og så ligger han bare der ved siden af mig og er i live og det hele var bare en drøm.

Det er altid bare en drøm når det er disse sorg-temaer, men det føles nogle gange som om min hjerne træner til et maratonløb af sorg til senere. Som om den vil forberede mig på noget den ikke kan forberede mig på. Så jeg foretrækker at de fleste drømme er mig der rådner væk. Det er bare ubehageligt og giver paranoia. De andre drømme der, de sidder i kroppen i flere dage efter og jeg må minde mig selv om at alting er okay. Er glad for at de kun er forekommet en håndfuld gange gennem årene. Puha.