Prioriterede denne weekend ikke at lave noget, så jeg derimod havde tid til at lave en masse. Har brugt hele weekenden på at rydde op i et rum/værksted der er en del af garagen. Det bredte sig til indenfor i huset hvor jeg fik sorteret godt i alle de bøger man får samlet. Fik samtidig sorteret i ungernes bøger, så de nu er opdelt i eventyr, Astrid Lindgren, Lene kaaberbøl, vikingehistorier, større romaner, disney og klassikere som en verdensomsejling under havet, jorden rundt i 80 dage osv. De bøger der fik lov at blive i huset er mere af typen man slår op i. fx beskæring af frugttræer, reparation af bondehusvinduer, flet et pilehegn, får og geder til husbehov, den selvforsynende have af John Seymour. Fik sat mine gamle JBL 240 ti (Billede lånt fra nettet) til ude i det lille værksted. De spiller stadig ganske hæderligt. To 14" basser kan bare noget med at levere bas som små højttalere aldrig kommer til. Fik også malet en dør til min datters værelse samt nogle skabslåger og skuffefronter til køkkenet, samt fik renset ovnen og diverse gryder og pander ved at smøre dem ind i brun sæbe. Nåede faktisk også at beskære noget tjørn og flytte noget af køernes hegn. Håbede at det gamle græs der stod der ville gøre dem glade. Det gjordet det dog ikke, så måtte ud og købe en sindssygt dyr wrapballe som de spiser på ingen tid.
Lidt travl weekend. Kan godt mærke at jeg har givet den gas. Er hjemme med barn syg i dag, hvilket egentlig er meget rart. Det er også helt vildt dejligt at ugen starter med fire arbejdsdage i stedet for hele fem. Påskeferien nærmer sig også. Kan mærke at jeg glæder mig.